167 / 182
164
at blæse bort. — I Vinterens Løb kom jeg flere Gange igen
og var altid henrykt over at være der. — Niels Lindberg
var en stor Spasmager. Han var aldeles fri for gejstligt
Væsen og gjorde Nar derad paa de mest drastiske Maader.
Naar han havde trukket i Præstekjolen, kunde det falde ham
ind pludselig at sætte sig paa Huk med den tykke Mave
hvilende paa Knæene og vralte hen over Gulvet, saa han
livagtig lignede en sort Tudse, der kravler paa Landevejen.
Hans Kone skændte leende paa ham, naar han gjorde saa-
danne Kunster. Hun sagde, at hun var bange for, at han
skulde spille den samme Komedie paa aaben Gade, og derfor
trak ham om ad afsides Stræder, naar han var ude med
hende i Ornatet.
Men den samme Mand, som lod haant om al Velærværdig
hed, var en alvorlig Prædikant, hos hvem Luthers og
Grundtvigs Tanker var levende forenet. Og saa havde han
den sjældne Parring af Videnskabelighed og Folkelighed,
der ogsaa havde udmærket hans Far, J . C. Lindberg. Hans
store Studereværelse, hvor Bogreolerne stod som Kulisser
ud fra Væggene, var Dagen igennem aaben for dem, der
vilde besøge ham. Men om Natten, naar andre gik i Seng,
sad han mange Timer, tit til den lyse Morgen, og studerede
paa Kraft, særlig i Jødernes Historie, hvori han var meget
lærd.
Det, som allermest drog mig til ham, var hans enestaaende
Frisind. — Han skrev, til Forargelse for mange, en Mængde
vittige Artikler om kirkelige Forhold i »Morgenbladet«, som
dengang var »Fritænkernes« Organ. Han stak aldrig sin Tro
under Stolen, men han forstod at skelne skarpt imellem sin
Stilling i Menigheden og sin Ret som dansk Borger. I
Politik var han »ren Venstremand« og støttede trofast
C. Berg. Han forsvarede hans Alliance med »det literære
Venstre« i København og gik i Ilden for Edvard Brandes’
Valg paa Langeland.