163
hvad der var oppe i den grundtvigske Kreds. Pastor Koch
var dengang ikke helt med i saadanne Spørgsmaal, og det
gav Samtalerne forøget Liv, at Hempel og jeg, hver paa
sin Maade, søgte at gøre ham til en rigtig Grundtvigianer,
mens han, klog og redelig, som han var, satte vore Tanker
paa en alvorlig Prøve.
Hempel var gode Venner med mange Præster paa Fyn, og
de var kærkomne Gæster paa Højstrup. Nogle af dem fik vi
ogsaa at høre ved Møder i Odense. Paa den Maade lærte jeg
saadanne Mænd at kende som Johannes Clausen i Nr. Lyn-
delse, S. Lassen i Asperup, J. S. Brandt i Ollerup, Andreas
Leth i Middelfart, som netop det Aar med stor Veltalenhed
slog til Lyd for »de kirkelige Frihedskrav«.
Men det Præstehjem udenfor Odense, som jeg fik mest
Udbytte af, var dog
Niels Lindbergs
i Kerteminde. Nicolaj
Gregersen, der var født i Kerteminde og havde et Par
Brødre boende dær, tog mig en Lørdag i Efteraaret 1880 med
dertil og indførte mig i Lindbergs Hus, hvor jeg overnattede.
Næste Dag var jeg med til Gudstjenesten i Valgmenigheds
kirken. Da den var færdig, kom en Del af de fjernere boende
Menighedsmedlemmer ind til Kaffe i Præsteboligen. Lind-
berg gik omkring med Favnen fuld af lange Tobakspiber,
som han fordelte blandt Mændene, og saa gik Samtalen
muntert mellem de opvakte Fynboer. Det var en folkelig
Gæstfrihed, som tiltalte mig særdeles, og det var dejligt at
føle sig optaget i en saadan Kreds af Bønderfolk. Der var
gamle Mænd imellem dem, som havde været med til den
gudelige Vækkelse for halvhundrede Aar siden.
Men allermest blev jeg forelsket i Lindberg selv og var
meget glad, da han foreslog, at vi skulde sige »du« til hin
anden. Han kaldte mig »Oldingen« paa Grund af min store
Ungdom, med en skæmtefuld Hentydning til, at jeg allerede
var begyndt at blive tyndhaaret, — maaske ogsaa med Øje
for noget gammelagtigt hos mig, som han ypperlig forstod
11
*