HolgerBegtrupsLevned

163

hvad der var oppe i den grundtvigske Kreds. Pastor Koch

var dengang ikke helt med i saadanne Spørgsmaal, og det

gav Samtalerne forøget Liv, at Hempel og jeg, hver paa

sin Maade, søgte at gøre ham til en rigtig Grundtvigianer,

mens han, klog og redelig, som han var, satte vore Tanker

paa en alvorlig Prøve.

Hempel var gode Venner med mange Præster paa Fyn, og

de var kærkomne Gæster paa Højstrup. Nogle af dem fik vi

ogsaa at høre ved Møder i Odense. Paa den Maade lærte jeg

saadanne Mænd at kende som Johannes Clausen i Nr. Lyn-

delse, S. Lassen i Asperup, J. S. Brandt i Ollerup, Andreas

Leth i Middelfart, som netop det Aar med stor Veltalenhed

slog til Lyd for »de kirkelige Frihedskrav«.

Men det Præstehjem udenfor Odense, som jeg fik mest

Udbytte af, var dog

Niels Lindbergs

i Kerteminde. Nicolaj

Gregersen, der var født i Kerteminde og havde et Par

Brødre boende dær, tog mig en Lørdag i Efteraaret 1880 med

dertil og indførte mig i Lindbergs Hus, hvor jeg overnattede.

Næste Dag var jeg med til Gudstjenesten i Valgmenigheds

kirken. Da den var færdig, kom en Del af de fjernere boende

Menighedsmedlemmer ind til Kaffe i Præsteboligen. Lind-

berg gik omkring med Favnen fuld af lange Tobakspiber,

som han fordelte blandt Mændene, og saa gik Samtalen

muntert mellem de opvakte Fynboer. Det var en folkelig

Gæstfrihed, som tiltalte mig særdeles, og det var dejligt at

føle sig optaget i en saadan Kreds af Bønderfolk. Der var

gamle Mænd imellem dem, som havde været med til den

gudelige Vækkelse for halvhundrede Aar siden.

Men allermest blev jeg forelsket i Lindberg selv og var

meget glad, da han foreslog, at vi skulde sige »du« til hin

anden. Han kaldte mig »Oldingen« paa Grund af min store

Ungdom, med en skæmtefuld Hentydning til, at jeg allerede

var begyndt at blive tyndhaaret, — maaske ogsaa med Øje

for noget gammelagtigt hos mig, som han ypperlig forstod