163 / 182
160
boede, forenet med et aandeligt Liv, som beredte mig et
bedre Gilde. — Flertallet af den Hempelske Slægt var'ellers
ikke udstyret med megen aandelig Sans. De var retskafne
Verdensmennesker med jovialt Sind og rationalistisk Tanke
gang. Men Hempels paa Højstrup var troende Kristne, der
søgte deres bedste Glæde i en helt anden Kreds, nemlig i det
Vennelag, som samledes om Præsten Ludvig Helveg. Og
her oplevede jeg mange dejlige Timer.
Landinspektør
Christian Hempel
var en mærkelig Mand,
som jeg skylder stor Tak for kristelig Paavirkning. Han
havde af Naturen den Hempelske Slægts lidt haarde Karak
ter, og hans Syn paa Livet var i mange Henseender stejlt
konservativt. Han kaldte min beundrede politiske Fører
C. Berg for »Danmarks onde Aand«, og mente, at Partiet
»Venstre« mindede om Bukkene, der bliver sat »til Venstre«
paa Dommens Dag. Men i sit Inderste var han en ydmyg
Kristen, der altid førte Kamp med det stride Sind, som laa
ham i Blodet. — Han var i sine yngre Aar blevet vakt af den
kendte Missionspræst Jeanson, der havde virket en Tid
i Odense. Men senere havde han sluttet sig til Ludvig Helveg
og den Kreds, der samledes om ham i Hospitalskirken. Han
hørte nu til Helvegs nærmeste Venner og delte fuldt ud
hans Syn paa Menighedslivet. Men han havde mere svært
ved at følge ham i hans Betragtning af det folkelige Liv i
Danmark. Maaske var han mere luthersk end grundtvigsk.
Han talte ofte om Retfærdiggørelsen af Troen alene og brugte
skarpe Ord om vore saakaldte gode Gerninger. Men han
levede helt i sin Daabspagt og kunde vidne dybt om, hvad
et Fadervor har at sige.
Søndagstjenesten i Hospitalskirken, hvor Salmesangen
lød med lignende Kraft som i Vartov, hører til mit Livs
bedste Minder. Helveg var allerede dengang legemlig og
sjælelig svækket af den Sygdom, som faa Aar senere voldte
hans Død. Men hos ham sandedes det, at Guds Kraft fuld-