168 / 182
165
I den Anledning udgav han, mens jeg var paa Fyn, et
djærvt Skrift »Om Trosfrihed«, der vakte en heftig Strid
indenfor Grundtvigianernes Lejr. Deri forsvarede han, at
Edv. Brandes aflagde Rigsdagseden, skønt han aabent
erklærede, a t han ikke troede paa Gud. — Birkedal paatalte
dette med brusende Vælde, og mine fleste fynske Venner
gav ham Ret deri. Men jeg stod naturligvis paa Lindbergs
Side. — Ved et folkeligt Møde om Forsvarssagen, der holdtes
i Odense, traadte Lindberg og Birkedal op mod hinanden,
som Talsmænd for den realistiske og den romantiske Grundt
vigianisme. Den store Forsamling var omtrent lige delt
imellem dem. Da der blev afstemt paa den Maade, at hvert
Parti gik til sin Side i Salen, saae Søstrene Hey med be
brejdende Blikke paa mig, da jeg skred over til venstre
Side.
I Foraaret 1881 var der Folkethingsvalg. Lindberg fik
opstillet en »ren Venstremand« i Kertemindekredsen, skønt
det store Flertal af Valgmenighedens Medlemmer var mode
rate. Den Splid, han derved fremkaldte, skaffede Højre
manden, Niels Andersen, Sejren. Men det gjorde intet
Skaar i Lindbergs gode Forhold til sin Menighed. — Inden
Valget var der et politisk Møde i Kerteminde, som jeg over
værede. Redaktøren af »Fyns Tidende«, Jørgen Pedersen,
førte Ordet for de Moderate. Men Lindberg havde faaet
Berg til at komme tilstede, og han talte næsten lige saa
skarpt imod de Moderate som mod Estrupperne. — Efter
Mødet var jeg sammen med Berg i Lindbergs Hjem. Vor
Vært vilde præsentere os for hinanden. Men Berg sagde
straks, at det var overflødigt. »Kandidat Begtrup og jeg
kender godt hinanden«, føjede han til. »Vi har ogsaa før
været Meningsfæller; men jeg veed naturligvis ikke, om
vi er det endnu.« — »Jo,« svarede Lindberg, »Begtrup er
lige saa ren en Venstremand, som han altid har været.« —
Nu var Sandheden den, at jeg ikke var helt uanfægtet af