154 / 182
151
kom til at følges ad i Tilegnelsen af Tidens Tanker og den ny
Digtning, der netop fik sin Blomstring i de samme Aar.
Det var ikke vort fælles Studiefag, Theologien, som gav
Stof til vore indgaaende Samtaler. Vi tog den nærmest som
en Lektie, der skulde læres til Eksamen. Men dens aandelige
Indhold betød ikke meget for os. — For mit Vedkommende
var der Dele af Kirkehistorien, som jeg læste med nogen
Interesse i Fr. Hammerichs halvt folkelige Fremstilling, og
Eksegesen af det ny Testamente kunde lokke mig til selv
gjorte Fortolkninger, der var lige saa løse som de syv-otte,
jeg fandt i de tyske Kommentarer. Jeg mærkede med en vis
Uhygge, at intet er lettere end at fantasere frit over de gamle
ærlige Bibelord, og dette gav mig en ny Afsmag for Theolo
gien. Jakob Knudsen havde ikke ringeste Fristelse i den
Retning. Vi enedes derfor godt om at holde Eksamensstudiet
uden for vort aandelige Omraade, lige fjernt fra vort Kristen
liv og fra den moderne Videnskabs Lære, der virkede ander
ledes stærkt paa vor Tankegang end den forældede Theologi.
Ingen af os var særlig grebne af Georg Brandes. Han var
rejst til Tyskland, da vi begyndte at studere i København,
og det var først mange Aar senere, a t jeg fik Lejlighed til at
høre nogen Tale af ham. Men han virkede paa mig som en
Lucifer, der skimtedes bag den Fylking af mindre farlige
Meningsfæller, som vi mødte i Literaturen.
Den ny Tids Tanker kom til os ad to Veje, dels gennem
den moderne Videnskab og dels gennem Skønliteraturen.
For mig blev den første Hovedsagen, for Jakob Knudsen den
sidste. Men da de var baarne af samme »Aand«, smeltede
Indtrykkene nogenlunde sammen og fremkaldte en Gæring
i vort Sind, der først afklarede sig under vor senere Udvik
ling.
Af personlige Grunde blev den ny Arvelighedslære af stor
Vægt for mig, saaledes som man dengang opfattede den paa
Grundlag af Darwins Hypotheser. Men i det hele følte jeg