135 / 182
132
Tænk dog lidt paa den »Tolvaars-Knægt
I Lærredsbukser og Vadmelstrøje,
Af simpel Borger- og Bondeslægt,
Men med en Solstraale i sit Øje!«
Blev dig hans Vadmel grovt og grimt?
Synes dig Straalen i Øjet bleget?
Var det i hans, der sluktes Glimt,
Var det ej før i dit eget?
Husk paa dem, du til Værn har kaldt
For Frihedsvældet, der sprang her hjemme,
Paa Jyllands Bønder, der stod, hvor det gjaldt,
Og heller ej nu vil Kaldet glemme!
Dær er din Sang, i deres Lag,
Ikke, hvor Vældet man ud vil tørre,
Ej, hvor man stempler som Selvbedrag
Troen paa Otte og fyrre.
Se dig om, kan
du
være glad,
Skønt larmende stiger Jubelens Bølge,
Og alt, hvad til Folkeligheden har Had,
Du nu tilsidst fik med i dit Følge?
Gav du vor Frihed din bedste Røst,
Fulgte du den fra Morgenrøden,
Klinger dog vist et Suk i dit Bryst,
Mens man den dømmer til Døden.
Saadan nys i min Vraa jeg kvad,
Nu har dit »Blad« mig alt forklaret,
Jeg vilde spørge en Sanger ad —
Og fik nu af en Politiker Svaret.
Om hvad Nødvendigheden har budt,
Om de var falske, vor Ungdoms Drømme,
Om mit Folk har sin Ret forbrudt,
Maa nu Historien dømme.
Denne Opsang vedkender jeg mig den Dag i Dag som en
Lurklang, der beredte mit Sind for en folkelig Livsopgave.
Men jeg vil ikke nægte, a t min egen første Deltagelse i