132 / 182
129
stødende paa mange pæne Borgere. Men den, som var inde
under hendes Væsens Magt, blev aldeles taget deraf.
Naar hun stillede sig overfor mig og fæstede sine Øjne paa
mig under en Samtale paa Tomandshaand, faldt hele mit
paatagne Væsen af mig. Jeg maatte, mod min Vane, se
hende lige i Øjnene og følte hendes indre Kraft strømme
til min Hjerterod. Der var næsten som et Trylleri deri, og
derfor var det godt, a t hendes Virkning paa min unge Sjæl
var baaret af dyb Menneskekærlighed. Hun vristede mit
lukkede Sind op og fyldte det med Livstanker, som jeg
altid maa være hende taknemlig for.
Da hun aldrig lod andet gælde end det, som stemte med
hendes Hjertes Følelser, kunde hun sige de dristigste Ord om
vedtagne Dogmer. — Da Talen engang kom paa Læren om
evig Fordømmelse, udbrød hun: »Saa sandt hvert Menneske
har haft en Mor, kan han ikke gaa fortabt. Hvor kunde en
Mor blive salig, naar hendes Barn var i Helvede!« — Da jeg
under min theologiske Læsning blev pint af Paulus’ reali
stiske Udtalelser om Ægteskabet, sagde hun: »Pyt, hvad vil
De bryde Dem om, hvad den Pebersvend siger om Kærlig
hed mellem Mand og Kvinde. Det har han ikke den mindste
Forstand p a a !«— Men trods slige kætterske Udtalelser var
hun en fuldt troende Kristen. Hun lærte mig at skelne skarpt
imellem Theologi og levende Kristendom.
Hostrup var ikke særlig yndet af Sognets Flertal, og Fru
Hostrup vakte adskillig »Forargelse« i den lille Købstad.
Men der var dog nogle Hjem i Byen, som vidste at skønne
paa deres Præstefolk og sluttede sig inderligt til dem. —
Dette gjaldt især Familien
Mørch
, som jeg gennem Mantzius
og Hostrup lærte at kende. I det Hjem har jeg i min Ungdom
tilbragt herlige Timer, og Børnene derfra hører endnu til
vore bedste Venner.
E t andet Hjem i Hillerød, som kom til at spille en stor
Rolle for mig i mine Studenteraar, var Folkethingsmand
Holger Begtrups Levned.
9