127 / 182
124
Skønt jeg saaledes var Stamgæst i Studenterforeningen,
tog jeg ikke Del i nogen af Foreningens Festligheder. Jeg
har bogstavelig ta lt aldrig været til noget Studentersold og
kun een Gang overværet en Generalforsamling i Foreningen.
Det var i Efteraaret 1877, da Ludvig Trier foreslog Optagel
sen af Danmarks to første kvindelige Studenter, Frøknerne
Nielsen og Gleerup, som han havde forberedt til Artium, og
som siden blev de første kvindelige Læger i Landet. Op
tagelsen, som jeg naturligvis stemte for, blev, efter en meget
stormende Forhandling, nægtet med knebent Flertal. Dette
Udfald skyldtes især Overretssagfører Vilh. Rode, der paa et
sent Tidspunkt rejste sig midt i Forsamlingen og holdt en
Tale, som mærkelig nok havde til Tekst: »Ou est la femme?«
Naar jeg slet ikke kom til a t tage Del i den selskabelige
Side af Studenterlivet, skyldtes det ikke alene min Sær-
sindethed. Det havde ogsaa en gyldig Grund i de ydre Om
stændigheder. Jeg var nemlig meget sjælden i København
om Aftnerne. Og hjemme i Birkerød havde vi al den Mor
skab, som et ungt Menneske kan trænge til. Jeg tør tilføje, at
vi dær ogsaa havde lige saa god Adgang til »aandelig« Under
holdning som i Studenterforeningen.
Der blomstrede nemlig i de Aar et æstetisk Liv i min
Fødeby, som godt kunde fortjene en historisk Skildring —
bedre end den, Jakob Knudsen har givet i Romanen »Den
gang —«. Dette Aandsliv havde sit Centrum paa Mantzius’
Skole, der nu var vokset betydelig i Elev- og Lærertal. Men
det var egentlig ikke Mantzius selv, som personlig gav det
største Indskud deri. Han var ganske vist en saare myndig
Husfader og Skolestyrer. Men han satte ikke noget fast
aandeligt Præg paa sine Omgivelser. Trods sin udmærkede
æstetiske Dannelse virkede han mere som Regulator end
som aandelig Fører paa sin Lærerkreds. Han holdt sig for
sigtigt fra at fremsætte sammenhængende Betragtninger
over Livet og nøjedes helst med smaa satiriske Bemærk