138 / 182
135
hyllede han Emnet ind i en filosofisk Klædning, der nu maa
regnes for ganske forældet.
Rasmus Nielsens faa trofaste Disciple har i senere Aar
beklaget, a t jeg ikke har taget Mesterens Lære alvorlig nok.
Men jeg trøster mig ved, at Kærnen deri tilegnes bedre
gennem Kierkegaard og Grundtvig, som han havde laant
den fra. Det er ikke af Rasmus Nielsen, men af Grundtvig,
jeg har lært at gøre Skel mellem Natur og Aand. Og jeg for
trøster mig til at sætte dette Skel sikrere end Rasmus
Nielsen, som regnede meget af det rent naturlige i vort
Sjæleliv ind under den fri Aands Rige. — Derimod staar jeg
i nogen Gæld til ham, fordi han saa v ittigt kritiserede Theo-
logien som Videnskab. Derved blev jeg bedre frigjort for
enhver Sammenblanding af Kristenlivet og den theologiske
Tænkning, som det nu blev min Opgave at tilegne mig for
at blive Kandidat i Theologien.
Jeg tog fra første Færd det theologiske Studium som en
ren Skolesag. Jeg lærte mine Pensa som Lektier, og jeg
hastede dermed, da jeg godt følte, at denne halvvidenskabe
lige Syssel med Ting, der fra en helt anden Side vedrørte mit
inderste Liv, vilde blive mere og mere ulidelig for mig, jo
modnere jeg blev som Menneske. — Naar det lykkedes mig
paa fire Aar, inden jeg endnu var fyldt 21, at tage theologisk
Eksamen med en pæn første Karakter, saa skyldtes det ikke
overdreven Flid, men god Orden i Studiet. Jeg forlæste mig
ikke. Jeg sad aldrig over Bøgerne om Natten og sov skikke
ligt ni Timer af Døgnet. Men jeg studerede efter en fornuftig
Plan, som jeg især skyldte Professor
Peder Madsen
Tak for.
Denne retskafne Hædersmand har jeg i Aarenes Løb lært
at sætte meget højt. Han var ingen Stormand i Aandens
Verden, men en tro Arbejder i sin Herres Tjeneste. Han
holdt med rørende Troskab fast paa det forældede dogmati
ske System, der blev udarbejdet af Luthers ortodokse