139 / 182
136
Disciple. Og han havde underlig vidst a t sammensmelte
deres Lærdomme med sin personlige Kristendom, som
visselig var ægte nok. Men ved Siden deraf var han et klart
og praktisk anlagt Hoved og kunde give os Unge udmærkede
Raad med Hensyn til vore Studier. — Allerede i mit Rusaar
gav han mig en Læseplan, som jeg i alt væsentligt fulgte, og
det sikrede mig mod de Afveje fra den slagne Bane, som
spilder Tiden for saa mange Studenter. Hans Dogmatik kom
jeg ikke til a t beundre paa anden Maade end som en grundig
gennemtænkt Lærebygning, hvis Paragrafer var lette at
tilegne sig.
Den Professor, som jeg stod nærmest i aandelig Retning,
var Kirkehistorikeren
Fredrik Nielsen.
Men det var sjældent,
a t Aandslivet lod sig skimte gennem hans Forelæsninger, som
derimod var godt fyldte med kulturhistoriske Oplysninger.
Jeg syntes ikke, at denne myreflittige Mand, der vidste saa
uhyre meget, rigtig evnede at gøre sin Personlighed gældende
overfor det overvældende Kundskabsstof, han havde til
Raadighed. Men han var dog paa sin Maade et betydeligt
Menneske, der med Ære beklædte den akademiske Lærestol.
Mindre lærd var den godmodige, lidt selvfølende eksege-
tiske Professor H. V. Sthyr. — Heller ikke Henrik Scharling,
som paa andre Omraader havde ejendommelige Evner, kom
til at betyde meget med sine Forelæsninger. Den berømte
Forfatter af »Nøddebo Præstegaard« var tør som en Nødde
knækker, naar han docerede Etik. — Gamle Professor Her-
mansen maa vist i sin Tid have været en Mand, der var
værd at høre. Men han var nu en affældig Olding, der kun
tiltalte mig ved sin ædle Skønhed og de smaa Glimt af
jydsk Lune, der fulgte ham til det sidste.
Det theologiske Fakultet manglede i mine Studenteraar
aldeles den Glans, som H. L. Martensen, og vel ogsaa
H. N. Clausen, før havde givet det. — Far havde vist
haabet, at jeg skulde faa Lyst til a t blive theologisk Viden