39 / 85
Istandsættelsen af Kirken blev nu paabegyndt og
skred jævnt fremad; men midt under hele Omkal*
fatringen indtræder en uventet Begivenhed. Enke*
dronning
Marie — Frederik V I ’
Gemalinde — dør
(1852), og man kommer herved i den alvorligste For*
legenhed for at faa de hermed forbundne Ceremonier
udførte paa den befalede Maade. Man er nemlig bange
for, at Klokkerne ikke kan holde til den langvarige
Ringning, da Tovene er skrøbelige og Lejerne usikre.
D et simpleste vilde have været at tage Afstand fra
al ydre Deltagelse i Anledning af Dødsfaldet for
denne ene Kirkes Vedkommende; men herpaa er ab*
solut ikke at tænke. Ringningen skal gennemføres,
og den bliver det, idet man dog træffer særlige For*
anstaltninger for at gribe ind, hvis det mindste Tegn
paa et kommende Uheld skulde vise sig. —
Stillingen som S o g n e p r æ s t ved V or Frelsers Kirke
synes i de fleste Tilfælde kun at have været et Slags
Gennemgangsled til højere Embeder som Provster
og Biskopper, særlig i Norge. Kun ganske enkelte
holdt ud i Sognepræsteembedet til deres D ød .
Blandt disse maa særlig fremhæves
Christoffer Dan=
chell,
der i Pestens T id 1711 trofast blev paa sin Post,
medens andre af Hovedstadens Præster i Rædsel for*
lod Byen. Sammen med sin lige udnævnte Kapellan,
Claus W eyle
, besøgte han utrættelig de ulykkelige
syge, som var forladt selv af deres allernærmeste, og
han ængstedes ikke for at blive hos dem til det sidste
for at mildne deres voldsomme Dødskamp. Farsoten
kendte imidlertid ikke til Personsanseelse, — begge
Præster ble vangrebet og døde som deres Religions tro*
fasteVogtere, kun faa Dage efter hinanden, Kapellanen
endnu før han havde faaet sit Kaldsbrev udfærdiget.
35