102 / 250
101
D o r a ; i denne unge Pige blev Reinhart forelsket, og da
hans Kærlighed blev besvaret, varede det ikke længe,
inden de mødtes for i al Hemmelighed at udtale deres Fø
lelser for hinanden. Dora frygtede nemlig for, at hendes
Fader vilde give hendes kæ re Reinhart Afsked, saa snart
han erfarede noget om deres Kærlighed.
En smuk
Sommeraften, da Doras Fader var sammen med sine Lavs
brødre, havde de sat hinanden Stævne uden for Byens
Volde, hvor de fordybede, som de var, i deres Kærlighed
forglemte Tidens hurtige Løb og først vaktes af deres
Lykkedrømme ved Braget, som Byporten frembragte, da
den blev slaaet i. Som et Lyn for det igennem dem begge,
at de var lukkede ude, og da Elskeren tilfældig ikke havde
saa meget som en Styvert hos sig, stod det ham straks
klart, hvilken Skam og Skændsel det vilde medføre for
hans elskede Dora, dersom det blev bekendt, at hun havde
tilbragt Natten uden for Byen. Idet han nu i sin Angst
for Følgerne af det passerede med sin Mesters Datter ved
Haanden iler hen mod Byporten, ser han pludselig en
mandlig Skikkelse nærme sig paa en af Sidestierne, i det
samme slap han Pigens Haand og løb hen til Manden for
muligen hos denne at faa de faa Pfenning, som enhver
maatte erlægge, der vilde igennem Porten efter Lukketid.
Da han naaede Skikkelsen, blev han noget beklemt om
Hjertet ved rigtig at betragte M a nd en ; men da det gjaldt
hans elskede Doras Rygte, tog han Mod til sig og bad den
fremmede om at laane sig det lille Beløb, han skulde er
lægge for at komme ind i Byen.
Hertil svarede den fremm e d e : „Ja, det vil jeg, men be
tinget, thi hos mig hedder det altid „Noget for noget“ .
Vil du have, at jeg skal hjælpe dig og din Kæreste ud af
den skamfulde Stilling, I her befinder jer i, maa du for
pligte dig til, hvis du af din Mester skulde blive anmodet