101 / 250
100
ham, og ofte hørte Drengene raabe „Djævlesmed11, naar
de tik Øje paa ham, blev han efterhaanden meget inde
sluttet.
Denne Indesluttethed forlod ham imidlertid snart, da
han begyndte at søge slet Selskab og forfaldt til Drik og
Spil, hvilket dog ikke afholdt ham fra vedblivende hver
Søndag at høre Messen. Den Samvittighedsfuldhed; hvor
med han overholdt dette Løfte, kunde han takke for, at
han ikke blev fængslet som mistænkt for Trolddoms
kunster.
Da han imidlertid engang ved Spil havde for
glemt i rette Tid at begive sig paa Vej til Kirken, satte han
i Løb for muligen derved at indhente det forsømte, og da
han naar St. Stefanspladsen og ser, at Kirkedøren endnu er
aaben, sæ tter han mere Fart paa, men i samme Øjeblik
han naar den, styrtede han over Kirkedørens lave Trin og
slog Panden saa haardt mod Gulvets Fliser, at han døde
paa Stedet.
Efter Smed Pfenningers Død, vedblev Madam Rau, var
der henrundet et meget langt Spand af Tid, og Egestammen
var nu forneden saa tæt beslaaet med Søm, Hoved ved
Hoved, at det næsten var en Umulighed at faa drevet
flere ind, og derved var Træet kommet til at se ud, som
om dets Bark var knudret Jern. Da Byens Borgmester
havde lovet den, der var i Stand til at smedde en Nøgle,
som kunde oplukke Laasen, der sammenholdt Jernbaandet
om Træet, frit Borgerskab og andre Fordele, havde enkelte
Smedesvende i Tidens Løb forsøgt at forfærdige en saa
dan Nøgle, med stedse forgæves. Imidlertid var der til
Byen kommen en ung Smedesvend ved Navn Reinhart,
der grundet paa sine udmærkede Anbefalinger, navnlig
som Laase- og Nøglesmed, fik Arbejde hos Micel Ritter,
Byens dygtigste Smedemester.
Denne var Enkemand og havde en Datter ved Navn