104 / 250
103
„Nu har jeg det, Nøglens Form staar mig nu fuldstændig
klar, og jeg vil paatage mig at smede den."
Pigen blev meget glad, og da de Elskende forlod hin
anden, var de begge opfyldte af de gladeste Fremtids-
forhaabninger, thi Doras Fader havde lovet at give sit
Samtykke til deres Forlovelse, saafremt Reinhart var i
Stand til at forfærdige en Nøgle, som kunde oplukke den
saa meget omtalte Laas. Reinhart arbejdede nu stadig i
sin Fritid paa Nøglen; men da den omsider var færdig,
og han for af hærde dens Kam stak den ind i Ilden, viste
det sig, da han atter tog den ud, at Nøglens Kam var
fordrejet.
Straks ansaa han det for et Uheld, der var opstaaet
ved, at han uforvarende var kommet til at støde Nøglen
imod en af Essens Vægge, men da dette havde gentaget
sig flere Gange, besluttede han nøjagtig at følge Nøglens
Glødning og navnlig passe paa, naar den begyndte at hetse.
Idet han nu atter med sin Tang forsigtig fører Nøglen
ind i Ilden og vedblivende holder sit Blik fæstet paa denne
for muligen derved at opdage, hvad det var, der bevirkede,
at Nøglekammen vred sig, ser han med Rædsel hin
skrækkelige Skikkelses Ansigt med de grønne Øjne stirre
ud fra Ilden.
Trods den Sindsbevægelse, dette Syn havde sat ham
i, bevarede han dog heldigvis sin Aandsnærværelse, og
idet han med venstre Haand, hvori han holder en Ildrager,
rager op i Ilden, gør han samtidig med Tangen, hvormed
han fastholder Nøglen, en behændig og hurtig Vending,
saa at Nøglen kommer til at vende den modsatte Ende
fremefter. Da han nogle Minutter derefter tager Nøglen
ud af Ilden, ser han til sinstore Glæde, at Kammen denne
Gang har beholdt sin rette Stilling, medens Grebet er