105 / 250
104
blevet noget forvredet, hvilket dog ingen Betydning havde,
da det nemt lod sig rette.
Da Reinhart omsider havde Nøglen færdig og smukt
poleret, overrakte han den til sin Mester, til hvem han
dog ikke meddelte noget som helst af det, der var fore-
gaaet ved Nøglens Hærdning. Efter at hans Mester længe
med synlig Beundring havde betragtet Reinharts Arbejde,
lagde han sin Haand paa hans Skulder og s a g d e : „Det er
et sindrigt, smukt og prægtigt Stykke Arbejde, du her
har udført, og en god Løn værd, som jeg nu vil give dig.“
I det samme aabner han Døren til det tilstødende Kammer,
hvorfra hans Datter træder ud. Faderen tager hende ved
Haanden og fører hende hen til Reinhart, til hvem han
s ig e r : „Tag hende, det bedste, jeg ejer, som Løn for dit
A rb e jd e !“
Dermed forlod han dem, iførte sig sine bedste Klæder
og gik hen til Byens Borgmester for at underrette ham
om, at hans Svend Reinhart havde forfærdiget en Nøgle
til Laasen paa Djævleegen.
Den paafølgende Søndag, da Gudstjenesten var til
Ende, begav Byens Øvrighed med Borgmesteren i Spidsen
og Reinhart ved hans Side med den blanke, skinnende
Nøgle sig i Procession til Egen, efterfulgt af en stor
Mængde af Byens Borgere.
Da hele Skaren var samlet omkring Egen, traadte
Reinhart frem og aabnede med sin Nøgle Laasen, som
han tog ud af Jernringen, og viste den tillige med Nøglen
til den forsamlede Folkemængde. Denne udbrød ved at
se Laasen aabnet i høje Jubelraab og kastede deres Hoved
bedækning op i Luften af Glæde.
Da Reinhart atter havde sat Laasen i Jernbaandet og
lukket den, kastede han ihukommende sit givne Løfte
Nøglen højt op i Luften. Men i det Øjeblik, Nøglen naar