144 / 250
143
kan du se, Hans, man vil altid have GI,æde af at være
sparsom og passe paa Pengene, thi med dem kan man
ikke alene selv gøre sig til gode, men ogsaa hjælpe andre
Mennesker, og dette vil du ogsaa nok huske at gøre, naar
du bliver stor, ikke sandt, min søde Dreng ? “
Jeg husker saa tydelig, at min Moder en Gang var
bleven syg og maatte køres ud paa Frederiks-Hospital,
hvilket skete først i April 1819; min Moder havde nemlig
faaet en lille Knude under den højre Arm, som i Be
gyndelsen kun var saa stor som en Ært.
Lægen paa
Vesterbro har formodentlig ikke været særlig dygtig, thi
han ansaa den for en Byld og behandlede den som saadan
med Plaster, hvorved den voksede og blev saa stor som
et Æg, og det viste sig nu at være en Kræftknude, der
burde have været bortskaaret srtaks.
Da Vognen, som skulde køre Moder paa Hospitalet,
var ankommen, og hun skulde stige op i den, var hun
meget bedrøvet, og medens Taarerne stod hende i Øjnene,
sagde hun til F ader: „Ak, kære Thrane, gid dog Rikke
endnu var her, saa vidste jeg, at jeg rolig kunde forlade
eder.“
Da Moder var den, der holdt sammen paa alt i Huset,
medens Fader ikke bekymrede sig synderlig om dette,
kom det efterhaanden til at staa meget slet til hos os, til
med da Fader nu ikke havde Raad til at holde en ordentlig
Pige til at lave Maden og passe min treaarige Søster
Henriette og seksaarige Broder Ludvig. Til at lave Maden
benyttede Fader en gammel Kone, som kaldtes „Mutter
Kajser" ; men da hun led af Hyporrhysis og tillige brugte
megen Snus, faldt der hvert Øjeblik en Draabe fra hendes
Næse. Fader paalagde mig derfor bestandig at være ved
hendes Side, naar hun lavede Maden, og nøjagtig paase,
at hun pudsede sin Næse, og hver Gang, jeg saa en