149 / 250
148
udtale om en eller anden M a n d : „Der kan ikke være
meget ved ham, det er en rigtig Slagsbroder1
Da nu de fleste Drenge, hvor jeg gik i Skole, var
Slagterdrenge, som stadig holdt sammen og overfaldt os
andre Drenge, kunde jeg med min bedste Vilje ikke altid
undgaa at kommei Slagsmaal med en eller flere af disse,
hvorved jeg undertiden fik en eller anden synlig Skramme.
Saasnart min Fader opdagede dette, saa han paa mig med
vrede Øjne og udbrød i en streng Tone: „Nu har du væ ret
oppe at slaas ig e n !“
Naar jeg da med ængstelig Stemme svarede: „Ja; men
det var ikke mig, der begyndte", og ærligt fortalte ham,
hvorledes det var gaaet til, sagde han dog, idet han tog
Tampen ned, som hang henne ved Sengen: „Lige meget!
en Slagsbroder som min afdøde Broder vil jeg ikke have
dig til at være," og derpaa fulgte nogle alvorlige, men ret
ufortjente Prygl.
Dog reddede min Stedmoder mig flere Gange ud af
den for mig saa slemme Situation ved at gaa imellem Fader
og mig, hvorved hun ofte kom til at modtage flere af de
Slag, der var bestemte og rettede mod mig. Hun kunde
da, hvad der ellers aldrig skete, blive meget vred paa
Fader og sige, at det var en skammelig Maade, han be
handlede sit Barn paa.
Naar Fader da spurgte, om hun maaske ønskede, jeg
skulde blive en „Slagsbroder" for senere at overfalde og
tyranisere fredelige Mennesker, sagde hun, hvad sandt
var, at hun flere Gange havde set, det var de andre
Drenge, der overfaldt mig, og spurgte, om han da ønskede
at jeg skulde blive staaende aldeles stille og lade mig
skamslaa af de andre Drenge for, naar jeg kom hjem, at
blive behandlet paa samme Maade af ham.
Efterhaanden ophørte disse uretfærdige Tugtelser, dels