155 / 250
154
P rangere, som alle var voksne Mænd, at jeg blev dem for
nærgaaende, idet jeg, fordi jeg var saa tidlig paa Færde,
næsten opkøbte alle de Skind, som Bønderne havde med sig.
Der blev altsaa kun faa tilbage for dem at købe, hvilket
de selvfølgelig ikke syntes om, og de blev derfor enige om
at jage mig bort.
En Nat omringede de mig uden for Kroen og sagde til
mig, at hvis jeg ikke pillede af og holdt op med at købe
Skind der, saa skulde de give mig en god Dragt Prygl
og garve mit Skind saa eftertrykkeligt, at det nok skulde
betage mig Lysten til at handle i „Røde Vejrmølle Krou .
Da jeg desuagtet ikke vilde forlade Pladsen, iværksatte de
deres Trusel og pryglede mig flere Gange, hvorfor jeg til
sidst maatte fortrække, dog kun for at forlægge min Virk
somhed til „Roskilde Kro“ og fortsætte Handelen der. Her
var der ingen Opkøbere, og jeg havde saaledes hele
Markedet for mig selv og begyndte nu for Alvor at købe
ikke alene Skind, men ogsaa Ko- og Hestehuder, Penne-
fjer, Svinebørster, Hørfrø, Kornfrø, samt Spædekalve til
Slagterne og Bark til Garverne.
Jeg traf her en anden stor og voksen Dreng, som efter,
hvad han sagde, var fyldt 16 Aar og saaledes godt 4 Aar
ældre end jeg. Da vi ikke var Konkurrenter, blev vi snart
gode Venner. Han opholdt sig nemlig her kun for hos
Bønderne at købe Høns, Ænder, Duer og alt andet Fjer
kræ, som han igen solgte til Valbykonerne.
Hest og Vogn havde han selv, og medførte lange flade
Kasser til at indsætte Fjerkræet i, efterhaanden som han
købte dette. Med hans Vdgn fik jeg undertiden mine Varer
til Valby, hvorfra jeg afhentede dem paa en Trækvogn.
Hans Navn var Petersen, og han blev senere en meget
velhavende og kendt Smørgrosserer i København. Hans