158 / 250
157
København, passede Konen den, da Manden for det meste
hver Dag var paa Arbejde. Det var gode og flinke Folk,
havde ingen Børn og kunde godt lide mig.
En Dag, da jeg havde været paa en saadan Tur i for
skellige Landsbyer, og min Hest var belæsset med mange
Skind, saavel foran som bag paa, blev paa en Gang Himlen
formørket, og et forfærdeligt Tordenvejr brød løs, vold
somme Lyn og Skrald fulgte hurtigt efter hinanden, og
Regnen strømmede ned, saa jeg næppe kunde drage Aande.
Jeg ansporede min Hest, og den gjorde ogsaa sit Bedste og
naaede omsider Niels Bryggers Hus. Regnen var nu holdt
o p ; men jeg var saa medtaget, at jeg knap kunde raabe
om Hjælp.
Manden var paa Arbejde, men da Konen bemærkede mit
Komme, skyndte hun sig ud og hjalp mig ned af Hesten
og ind i Huset. Hesten satte hun paa Græs, og Skindene
smed hun ind i et Skur. Den gode Kone hjalp mig saa
godt hun kunde, klædte mig af og hængte mit Tøj til
Tørring, samt gav mig en af sin Mands Skjorter paa, hvor
efter hun lagde mig op i Sengen, hvor jeg maatte blive,
til mit Tøj blev tørt.
Imedens jeg ventede paa dette, fik jeg noget Smørre
brød at spise og Mælk at drikke, og da mit Tøj var blevet
tørt, tog jeg til København.
De tre Dage om Ugen var jeg i København og gik i
Aftenskolen, men var desuagtet tidlig oppe om Morgenen
for at handle; min L,ærer havde nemlig givet mig mange
gode Leveregler. Af disse skal jeg her nævne nogle f a a :
„Elsker du Livet, saa ød ikke T id e n ! thi Tiden er den
Traad, hvoraf Livet er spundet. Tabt Tid finder du ikke
igen, og hvad vi kalder Tid nok, er altid lidt nok.“
„Gaar du rask til din Gerning, faar du meget gjort