153 / 250
152
dem, under Armen og bar dem ind i Gothersgade, hvor
jeg solgte dem til Garvermester Halberg og tjente 24 Sk.
paa dem.
Da jeg i Forening med nævnte Johan Deen havde be
søgt „Røde Vejrmølle Kro“ 3 Gange, blev han syg og
kunde ikke gaa med, hvorfor jeg besluttede mig til at
gaa alene. Ved den sædvanlige Tid, om Aftenen Kl. 11,
begav jeg mig paa Vejen. — Frederiksberg Bakke og
Søndermarken havde jeg passeret og nærmede mig rask
Damhussøen.
Ikke en Vind rørte sig, alt var tyst og
stille; den fu ld tudvik lede Maane n e d s e n d te fra sit a lv o rs
fulde, men dog svagt smilende Aasyn sit af Azur- og
Koboltfarve svagt blaanende Skin over det smukke og
idylliske Landskab, ligesom den over Damhussøen frem
tryllede en betagende skøn Lysstribe, hvorved dennes
smaa, langsomt rullende Bølger blinkede, som om det
var levendegjort Sølv, der dansede over Voverne, medens
den tæt ved Søen liggende Kro, Landevejens Tr,æer samt
alt andet, der stod hævet mod Flimmelbuen eller var i Be
vægelse, kastede lange sorte Slagskygger, som i skarpt
tegnede Konturer syntes optrukne med en i begsort dyppet
P e n s e l . --------------------
Hele mit Sind var optaget af de mange Heksehistorier,
jeg havde hørt fortælle, og hvoraf det navnlig havde
fæstnet sig i min Erindring, at Katte og unge Piger var
Djævle, og at det var meget farligt, naar man en maane-
klar Nat mødte en ung Pige paa den ene Side og en Kat
paa den anden Side af den Vej, man passerede. Da jeg
nu naar ud for nævnte Sø, ser jeg til min Rædsel en Kat
paa den ene Side af Vejen og begyndte ved dette Syn at
ryste af Skræk, idet jeg samtidig spejdede efter, om ikke
en ung Pige skulde vise sig paa den Side af Vejen, hvor
jeg g i k ; men da Katten hurtig forsvandt, og Pigen ikke