151 / 250
150
dem ad, idet han som sædvanlig siger: — „Ingen Slags
maal h e r ! “ —
Men Mændene vender sig nu alle som én imod ham,
omringer ham og begynder at slaa løs. Dette kunde jeg
dog ikke se roligt paa, hvorfor jeg hurtig smed min Frakke
og fløj min Fader til H jæ lp; Kampen blev meget hidsig;
men da vi kun var 2 og de andre 5, var den jo højst
ulige.
Fader var imidlertid stærk, og jeg var adræt og hurtig
i Vendingen, saa vi klarede os ganske godt; og da Værten
kom til og sluttede sig til os, beholdt vi Valpladsen; dog
havde saavel Fader som jeg erholdt flere alvorlige Knubs,
skønt ingen af disse var særlig synlige. Hvad K læderne
angaar, da var Faders Frakkekrave og den ene Lomme itu
rev e t; jeg var sluppet forholdsvis heldigere derfra, mit Ur
var revet op og laa paa Gulvet med knust Glas, ligesom
flere af mine Vesteknapper var afrevne.
Da vort Toilette omsider atter var kommen i nogen
lunde præsentabel Tilstand, og vi skulde til at gaa, spurgte
Værten os om, hvor meget vi agtede at give ham i E r
statning for de iutslaaede Glas og Krus samt for de Drikke
varer, de udsmidte fem Personer havde nydt og ikke be
talt.
Fader saavelsom jeg blev selvfølgelig meget for-
bausede ved at høre dette Forlangende ; men Værten be
mæ rkede nu meget fornuftigt, at Fader havde blandet sig
i Ting, der ikke angik ham, og tiltaget sig den Myndighed
at forbyde hans Gæ ster at puffe lidt til hinanden, en
Myndighed, der alene tilkom ham som Vært paa Stedet,
og at det passerede alene maatte tilskrives Faders utidige
Indblanding i, hvad der ikke angik ham.
Da jeg i mit stille Sind paa en Maade maatte give
Værten Ret, spurgte jeg ham, til hvor stort et Beløb han
ansatte Krigsomkostningerne, Han anslog disse efter en