147 / 250
146
et Glas Punsch, og da Fader ikke vilde indføre samme
Skik, drak hun sig et saadant i Smug, hvilket han dog
straks kunde mærke, hvorfor han ogsaa blev meget vred
paa hende.
For øvrigt var hun hjertensgod og rar imod os, saa vi
aldrig følte Savnet af vor rigtige Moder. Fader havde nu
omtrent helt holdt op med at spinde Reb, da han ikke
godt kunde overlade Beværtningen til min Stedmoder.
Mange af de Slagtere, Heste- og Skindprangere, som tid
ligere søgte ham, da han boede paa Hjørnet af Bager
stræde, kom ogsaa til ham der.
Iblandt disse var der en flink og brav Mand ved Navn
Johan Deen, som handlede med Huder og Skind, og som
jeg syntes saa godt om, at jeg i Timevis kunde sidde og
høre paa ham. Naar han talte om sine mange gode Handler,
lyttede jeg til hans Ord med den største Opmærksomhed
og Interesse. En Aften, da Klokken omtrent kunde væ re
11, sagde han til mig: „Se saa Hans, nu skal jeg ud og
handle hele Natten, medens du skal i din lune Seng.“
Da jeg ved saa ofte at lytte til hans Historier havde
faaet en næsten ubetvingelig Lyst til ogsaa at komme ud
og handle, bad jeg ham om at maatte gaa med, hvortil
han svarede ja, det maatte jeg nok, naar jeg fik Lov dertil
af min Fader. Men da jeg bad Fader derom, sagde han
n e j !
Da Johan Deen hørte dette, sagde han til F ader: „Lad
du mig kun faa Drengen med, jeg skal bringe ham lige
saa hel hjem, som jeg har faaet ham .“
„Hvad vil du have ham med f o r? “ spurgte Fader. —
„Jo, for saa har jeg Selskab, og da han interesserer sig
saa meget for min Handel, saa kan det more mig at lære
ham at handle med Huder og Skind."
„Naa, saa tag ham da med,“ sagde Fader, og da Deen