145 / 250
144
Draabe hængende i denne, gøre hende opmærksom der
paa og saaledes forhindre, at den faldt ned i Maden. Jeg
stod derfor og passede paa og maatte hvert Øjeblik s i g e :
„Mutter Kajser, der hænger en Draabe ved Deres Næ se ,“
og dette maatte jeg gentage en Mængde Gange, medens
hun lavede Maden, og da man altid havde disse Draaber
og Snustobakken i Tankerne, saa var det ikke med særlig
god Appetit, at vi nød den Mad, denne Kone lavede.
Fader sagde derfor ogsaa altid til mig, før han be
gyndte at s p is e : „Nu har du da passet paa, at „Mutter
Kajsers“ Næse ikke har dryppet i Maden?" — hvortil
jeg altid svarede — „Ja“ .
Saaledes gik Vinteren, og Foraaret 1820 var kommet.
Hver Søndag besøgte vi Moder, og hun gav da Fader 8
å 10 Rigsdaler, som hun havde erholdt af gode Men
nesker, idet hun sagde: „Tag disse Penge, kæ re Thrane,
jeg har ingen Brug for dem, anvend dem til vore Børn
og dig selv paa den Maade, du finder bedst."
Da det maa forekomme Læ seren noget usandsyn
ligt, at Madam Thrane hver Uge kunde give sin Mand
8 a Rigsdaler, nødsages jeg til her at afbryde den
lille H a n s ’ Fortælling for at bekræfte ikke alene Sand
heden af det anførte, men ogsaa af alt, hvad han end
yderligere vil fortælle os.
Grunden til den Hjælp, der
ydedes Thrane gennem hans syge Hustru, var sandsynlig
vis, at Thranes Kamp med de spanske Soldater, For
bryderen Morten Frederiksens Anholdelse i „Det sorte
Faar" og Branden, som lagde hans Værtshus, „De tre
forgyldte Ag terk roge", i Aske, havde bevirket, at hans
Navn var blevet bekendt i hele Byen. Af denne Grund
var det ogsaa kommet Folk for Øre, at hans Hustru laa
paa Hospitalet og var Døden nær, og at han selv med sine
tre Børn sad i trange Kaar.