154 / 250
153
viste sig, gik jeg trøstig videre, efter at jeg havde set op
paa den maaneklare Himmel og bedt Gud om Beskyttelse.
Jeg gik nu rask til og naaede omsider Kroen, hvor jeg
begyndte at købe Skind. I Begyndelsen gik det kun
smaat; men efterhaanden som jeg blev klog paa, at Bøn
derne søgte at narre mig, stolede jeg kun paa mig selv og
ikke paa, hvad de vilde indbilde mig, og købte rask væk
hos dem, der vilde sælge til den Pris, jeg bød.
Min Handel udviklede sig efterhaanden mere og mere,
de 7 Mark og 8 Sk., som jeg havde laant af min Fader til
at begynde Forretningen med, betalte jeg ham tilbage efter
14 Dages Forløb og havde endda rigelig med Penge til at
købe for, og jeg kunde efterhaanden forsyne mig selv med
Fodtøj og andre Klædningsstykker, hvortil jeg trængte,
ligesom jeg ogsaa selv forsynede mig med Mad og Drikke.
Hvad der undrer mig meget, er, at Fader aldrig spurgte
mig, om jeg ikke tjente flere Penge end, hvad der gik med
til min Kost og mine K læ d e r; det eneste han sagde, naar
jeg kom hjem, var:
„Naa, Hans, hvordan gaar d e t ? “
„Det gaar godt,“ svarede jeg.
„Det kan jeg lide, vil du ikke have nogen M a d ?“
„Nej Tak! jeg har spist.“
Det var i Reglen alt, hvad der blev talt imellem os,
hvad min Handel angik.
Da mine Indkøb stadig blev større og straks kunde af
sættes til kontant Betaling, og da jeg for det meste fik
mine Penge udbetalt i Sølv, kunde jeg ikke godt ved
blivende føre disse med mig, hvorfor jeg anskaffede mig
en Blikdaase med Laas, hvori jeg gemte mine Penge.
Denne stillede jeg under et Trin i Gadedørstrappen, hvor
ved mit lille Sovekammer laa. Da jeg som ovenfor nævnt
stadig opkøbte flere og flere Skind, syntes de andre