81 / 250
80
E lsk o v ! din Fryd os i Salighed hilder,
Alt vi paa Jorden forglemme for den,
Hele vort Væsen dens Himmel opfylder,
Den er vor Lykke og Saligheds Ven.
Ned i mit Hjerte den lagde et Minde,
Der jeg bevare det vil som en Skat,
Som ej i Glemselens Flod skal forsvinde,
Før jeg det jordiske Liv har forladt.
Da saavel Thrane som hans Hustru havde fattet stor
Godhed for Madam Raus Datter, den tjenstvillige og venlige
Koralie, som ikke alene ved sin Færdighed i det franske
Sprog havde hjulpet dem ud over mange Vanskeligheder,
der var opstaaede for dem ved deres fuldstændige Mangel
paa Kendskab til dette Sprog, men ogsaa ved sin hurtige
og resolute Hjælp havde bevirket, at Thrane saa heldig
var sluppet ud af en meget farlig Siuation, og da de følte
sig meget ængstelige for, at hendes Sammenkomster med
den udenlandske Officer, til hvem ingen havde Kendskab,
skulde komme til at forvolde hende Hjertesorg og bitter
Smerte, blev de enige om at gøre hendes Moder bekendt
med deres Frygt, for at denne kunde tage de Forholds
regler, som hun maatte finde mest passende, hvis det skulde
vise sig, at deres Frygt var begrundet.
Da nu Huslejen netop var forfalden til Betaling, gik
Madam Thrane op med den og bragte samtidig den nævnte
Frygt paa Tale. Imod Forventning tog Madam Rau sig
denne, som det skulde synes,vigtige Meddelelse meget let,
men takkede dog Madam Thrane for den Interesse og God
hed, hun nærede for hendes Datter, og bad hende, saafremt
hun lagde Mæ rke til, at Datteren forlod Haven med den
unge Mand, da at give hende Underretning derom. For
øvrigt havde hun selv talt med Datteren om denne Sag og