FraEmpiretiden

heder maatte bringe Koralie, hvis Kæreste nu under

samme Feltherre skulde kæmpe mod det Land, som han

tidligere var udset til at forsvare. Sorgen var saa meget

større, som der endnu ikke var Udsigt til, at Krigen snart

skulde faa Ende, saa at hun atter kunde gense sin elskede

Poul, skønt der nu var henrundet over 4 Aar, siden han

maatte forlade hende. Denne lange Ventetid var for hende

hengaaet med Spinden, Væven og Syning af hendes Ud

styr, som alt længe havde ligget færdigt, da hun i Ud

øvelse af disse i den Tid saa almindelige kvindelige Sysler

besad stor Færdighed.

Moderen havde nemlig allerede

fra Koralies Barndom ladet hende undervise deri, for

modentlig tilskyndet dertil ved det Savn, hun selv havde

følt ved ikke at kunne udføre saadant. Naar Koralie ud

førte disse Arbejder, nynnede hun undertiden en Sang,

hvoraf et Par Vers lø d :

Naar T ra a d e n jeg sp in d e r N aa r Væv e n jeg træ d e r,

Og n y n n e r en Sang,

Og Sky tten jeg slaar,

Og G a r n e t jeg vinder,

J e g ste d se mig glæder,

E r A ften e n ej lang.

Mit H jem sn a rt at faa.

Efter at den ulykkelige Krig omsider var afsluttet med

Tabet af Norge og havde bragt Landets Finanser i en Til

stand, der grændsede til Fortvivlelse, nødsagedes Re

geringen til at udsende et Opraab til Landets Indbyggere

om at komme den til Hjælp, efter hvilket største Delen af

den besiddende Klasse hele Landet over indsendte en stor

Mængde Sølvtøj, ligesom Haandværkslavene skænkede

deres store Sølvpokaler, og Kvinderne en stor Mængde

Guld- og Sølvsmykker.

Disse lod Regeringen omsmelte

og slaa til Mønt, og paa deres Revers blev der til Minde

om Folkets store Fædrelandskærlighed og Offervillighed