90 / 250
89
Haaret, men ogsaa Personens Næse og Mund, besluttede
de ufortøvet at underrette Thrane og Steimitz om, at Ko
ralie paa Loftet havde opdaget et Menneske, som utvivl
somt maatte have skjult sig dér i en eller anden slet Hen
sigt. Thrane og Steimitz mødte ufortøvet ledsaget af flere
af Gaardens mandlige Befolkning, bevæbnede med Knipler,
Økser og andre Vaaben, som fandtes ved Haanden, samt
med nogle Lygter, hvoraf to blev fastbundne paa Stænger,
for at de kunde hæves op gennem Lemmen og saaledes
lyse for dem, der gik op ad Stigen.
Thrane, som var forsynet med en kort Knippel, var
den første, der betraadte Stigen og steg op mod Lemmen,
som blev oplyst af de to paa Stænger anbragte Lygter.
Efter ham fulgte Slagter Steimitz, hvis Kone stadig til-
raabte ham :
„Tag dig i Agt, Steimitz! — væ r endelig forsigtig! —
Gud! bare der ikke sker en Ulykke!1
„Ti dog stille, Madam S teim itz!“ bad Madam Rau, „det
forstyrrer Mændene.“
Thrane var nu med hele sin Overkrop naaet oven for
Lemmen og løftede i det samme den Lygte, han holdt i
venstre Haand, frem foran sit Hoved, medens han holdt
den højre, hvori han havde Kniplen, parat til Slag, saa-
fremt det skulde gøres nødvendigt; men da han i det
samme ser en Skikkelse rejse sig op fra Gulvet lige foran
sig, tilraabte han denne: „Hvad bestiller du h e r ? “
„Jeg hviler mig efter en større Anstrengelse," svarede
Skikkelsen og fortsatte, „men nu har I forstyrret min
Søvn.“
„Her er ingen Sovested for dig.“ —
„Nej, det mæ rker jeg s g u !“
Thrane saa vel som Steimitz var nu kommet helt
o d
paa Loftet, hvor førstnævnte befalede Manden at gaa ned