94 / 250
93
velsignet med et Barn.
Steimitz takkede hun for hans
smukke Tale ved at give ham Haanden.
Da der atter var bleven en Smule Ro, tog Thrane Ordet
og udtalte sig sa a le d e s:
„Jeg takker alle tilstedeværende, Mænd som Kvinder,
for de Hurraraab, de var saa beredvillige til at knytte til
Steimitz’ smukke Tale, som han holdt for vort Barn, men
som vi af Frygt for at vække dette maatte neddæmpe, jeg
takker ligeledes for den smukke Titel, han beærede vor lille
Søn med. Sol og Varme er jo noget, vi alle trænger til, navn
lig om Vinteren, men da nu hverken Mutter eller jeg har
nogen Skov, som kan give os Brænde, og vor Bilægger
er saa umaadelig forslugen og tillige saa nærig, at den
vil beholde al Varmen for sig selv, saa at vi, naar det er
koldt, vedblivende maa opholde os i dens Nærhed, saa-
fremt vi ikke vil fryse, saa er det jo saa meget desto
større Glæde, naar en Sol tager Plads i vort H jem ; dog
har jeg endnu ikke mæ rket nogen særlig Varme ved den
lille Sol, tværtimod har han ved sin Skrigen og Brølen,
særlig om Natten, forstyrret mig i min Nattero og jaget
Mutter op af sin varme S e n g ; men jeg takker ikke desto
mindre min kære Ven Steimitz for hans smukke og sikkert
fra Hjertet udgaaede Ord og beder nu alle med mig tømme
et Bæger for Steimitz og hans Hustru med Ønsket om, at
de maa leve længe og lykkeligt.“
Efter at Skaalen var bleven ledsaget af dæmpede
Hurraraab, sad man endnu en Stund til Bords. Under
holdningen drejede sig nu særlig om Morten Frederiksen
og hans mange dristige Undvigelser fra de Fængsler, hvori
han havde siddet indespærret, samt om det Mod og den
Aandsnærværelse, Koralie havde udvist, da hun kom til
at berøre Forbryderens Hoved og bevirkede hans An
holdelse.