82 / 250
81
Tar temmelig sikker paa, at hun ikke vilde indlade sig paa
noget, som var i Strid med, hvad der passede sig for en an
stændig Pige.
Efter at der var gaaet tre Uger eller maaske lidt mere
efter Soldaternes Overfald paa Thrane, kom Løjtnant dé
F rees ind til denne for efter Ordre at faa Skadeserstat
ningens Størrelse fastsat for de Genstande, der var bievne
ødelagte ved Soldaternes Overfald, og denne Erstatning,
som blev ansat til 50 Rigsdaler courant, blev, hvor utroligt
det end lyder, ogsaa kort Tid efter betalt.
Ved denne Lejlighed kom Koralie til Stede. Om det
var tilfældig eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Løjt
nanten, som da syntes at være i en urolig og noget nervøs
Tilstand, blev synlig glad ved hendes Komme, og bad hende
følge med ind i den store Gæstestue, hvor han straks
underrettede hende om, at han nærede Frygt for, at det
Regiment, hvorved han stod, skulde blive forlagt til Fyen,
og at det saaledes vilde blive dem umuligt, naar dette ind
traf, oftere at se og tale med hinanden.
Ved at høre dette udbrød Koralie forskrækket „Mon
D ie u !“ — hvad hører jeg, — det er da ikke muligt —
skulde disse glade og lykkelige Timer, hvorefter jeg —
„Tal ud, elskede P ige!“ udbrød han, idet han greb
hendes Hænder og saa hende ind i hendes duggede Øjne.
— „Jeg maa sige det nu, — jeg beundrer — jeg elsker
Dig, — saa højt som en Pige nogen Sinde er blevet
elsket. Mit Hjerte tilhører Dig helt og u d e lt! — Svar mig,
kæ re Koralie. —- Jeg nærer kun det inderligste Ønske, at du
ogsaa maa føle Kærlighed til mig. — Svar m ig : — elsker
du m ig ? “
„Ja, — jeg føler det samme som du — mit Hjerte er
dit helt og holdent, jeg har længe følt og vidst det.“
Han griber hende om Livet, drager hende nærmere til
Fra Em piretiden
®