86 / 372
som Pestkirurger. Fra Hamborg var der ialt hidkommet 25 Barber-
svende og fra nogle tyske Byer ligeledes andre Svende, af disse frem
mede Svende var jo adskillige døde af Pest og de tilbageblevne, fore
slog Kommissionen, skulde enten straks afskediges eller ogsaa an
bringes ved Amterne, »i Kjøbenhavn eller paa Landet, hvis man dér
trængte til dem, med eller uden Vartpenge af 6 Rdl. maanedlig.«
Kongen bestemte imidlertid af humane Hensyn for 21 Svendes Ved
kommende Vartpengenes Størrelse fra 8 til 25 Rdl. maanedlig, i For
hold til den Tid, de havde gjort Tjeneste her. 6 af Svendene an
sattes som Tilsynsmedhjælpere ved Byens Renselse med et maaned-
ligt Tillæg af 18 Rdl. og Resten, der var ansatte som Kvarterbarberer
ved Lasaretterne og flere andre Steder, forblev foreløbig i deres Stil
linger indtil Sygdommen fuldstændig ophørte217).
De Reformerte havde, efter for faa Aar tilbage at være bleven
bortvist fra Danmark, 1685, atter faaet Privilegium paa at ned
sætte sig her i Landet og desuden visse Rettigheder. I den An
ledning indgav Barberlavet s. A., af Frygt for Konkurrence, en
Begæring til Kongen om, at der i Henhold til Lavets egne Privi
legier ikke maatte tillades de fremmede at gøre Indpas i dets Med
lemmers Næring. Herefter fastslog Kongen under 11. April i Alminde
lighed følgende Bestemmelse: Da Lavet tæller saa mange Mestere,
som Artiklerne angiver, og det ikke er Kongens Mening, at de Lav,
som efter Forordningen [af 1681] er sluttede Lav, skulde skades, saa
er det hans Vilje, at Magistraten herefter iagttager og ej tillader, at
der gøres noget sluttet Lav nogen Indpas af Uvedkommende218). Nær
værende Forordn, konfirmeredes 6. Maj 1702 af Frederik den Fjerde219),
løvrigt var Regeringen ikke Lavene venligsindet, den nærede en af
gjort Uvilje imod Lavsvæsenet, som den paa mange Maader søgte at
komme til Livs« 220). I 1703 nedsatte den saaledes en Kommission,
der tillige med Magistraten skulde komme sammen »paa en beleilig
Sted til visse Tider« for at efterse ethvert Lavs Artikler og afgive
Betænkning, hvis det eragtes fornødent221). Ved en Befaling til nævnte
Kommission blev det i 1707 paalagt denne at overveje, hvorvidt det
kunde være til almen Nytte og Gavn, »at enhver, naar han havde gjort sit
Mesterstykke og Borgerskab vundet, blev tilladt at arbejde end, at
hand formedelst medgaaende Bekostninger skulde tvinges til sig her
fra til andre Steder at begive« 222). Da Kommissionen imidlertid endnu
ikke i 1713 var kommen til Ende med Overvejelserne, udgik der i