BarbervæsenetDanmark

Pesten og hvad Forsømmelsen havde ført med sig. Man greb da til

at klage, og Klagerne, der var anonyme, rettedes til den enevældige

Konge. Sundhedskommissionen blev i dette Tilfælde Syndebukken,

der maatte høre ondt for, baade, hvad den mulig havde Skyld i, og

hvad den absolut ikke kunde drages til Ansvar for, nemlig Ting, som

var passeret før den oprettedes. Et af Punkterne i en af Klagerne,

der særlig omhandler Forhold under selve Pesten, drejer sig om «Bar

berernes slette Opvartning og Forsømmelighed« og det hedder deri,

at »de traktere de syge ilde; de kaste Plaster og Andet mere hen til

dem, som til Hunde, lade dem uden Bindsler og Linned; vil den

syge være kureret og bruge Sligt, maa han hjælpe sig selv«. Hertil

svarede saa Kommissionen i sin over samtlige Klagerapporter afgivne

Erklæring, at Klagen over Barbererne er »aldeles falsk«. Kommis

sionen »havde beflittet sig paa at skaffe Pestlazaretterne de bedste

Barberer, der var at opdrive« og den slutter med at anføre som en

Kendsgærning, »at flere forholdsvis ere heldbredede paa Lazaretterne

end i Byen, og at alle de udskrevne og om Forholdet eksaminerede

Soldater endrægtigen have svaret, at de var tilfreds saavel med Be

spisningen som med Curen«216).

At Sundhedskommissionen, som den Autoritet, der havde An

svaret for Pestforanstaltningerne og disses mere og mindre vellykkede

Gennemførelse, fremkom med et Forsvar for dens eget Vedkommende,

var jo kun højst rimeligt, uden at man derfor kunde vente, at den

skulde holde sin Haand over Pestbarbererne; thi for disses Paapasse-

lighed og Omsorgsfuldhed kunde den dog ikke indestaa. Naar Kom

missionen desuagtet stempler Anklagen mod Barbererne som falsk og

vedlægger Vidnesbyrd om Patienters Tilfredshed med Kuren paa

Lasaretterne, saa har man Lov til at tro, at Kommissionens Syn

paa Barberernes Gøren og Laden var mere uhildet end Anklagerens.

En Ting synes imidlertid sikker, hvad der iøvrigt har kunnet været

at indvende imod Barbererne, deres Kapacitet som Læge finder man

ikke omtvistet eller bestridt. I intet Tilfælde bliver de paa dette

Tidspunkt omtalt som uduelige eller udygtige, deres praktiske Er

faring og Kyndighed har sat sine Spor og i et hvert Fald i den Hen

seende bundet Klagerens Mund til Taushed.

Henimod Pestens Ophør afskedigedes der nu en Del af Pest

personalet, foruden af Lasaretpræster, Studenter og Matroser, der havde

virket som Ligbærere, Studenterne som Bærere af »fornemme« og

Matroserne af »gemene« Lig, ogsaa af Barberer, som havde fungeret