84 / 372
= 75
tagen, døde dog omtrent Halvparten af de nyankomne Barberer og
Svende.
I de sidste Dage i August var der imidlertid i Ladegaardens
Hospital, det saakaldte Krigshospital, blevet indrettet et nyt Pest
lazaret, idet Sundhedskommissionen gik ud fra, »at nogle faa Pest
kirurger i et nogenlunde vel indrettet og godt beliggende Hospital,
kunde udrette langt mere til de Syges Frelse og Lindring, end mange
nok saa hensigtsmæssigt fordelte Barberer i den vidtløftige Stad«215).
Til at varetage Behandlingen af de deri indlagte Patienter ansattes
den før nævnte
Lazonde
for en maanedlig Løn af 40 Rdlr. Lønnens
forholdsvis anseelige Størrelse antager Mansa, var et Udslag af de For
dringer, som Lazonde, i Kraft af sin Dygtighed og sine Kundskaber,
har kunnet stille. Hans Ledelse af Krigshospitalet blev, ligesom af
Wodrufhospitalet, kun kortvarig og han efterfulgtes af en Barber fra
Hamborg
Emanuel Giger.
Som Medhjælper havde Lazonde en Bar-
bersvend
Martin Johannes Wentzel
og et Par Underbarberer. Wentzels
Løn var 20 Rdl. om Maaneden. Giger omtales som en erfaren og
dygtig Kirurg, der ikke svigtede den ham viste Tillid.
Her er nu i korte Træk rent skitseret, hvilke Krav, der under
Pesten stilledes til Bartskæren, hvilke Byrder, der lagdes paa hans
Skuldre og hvilke Ofre, han maatte yde. Livet var hans Indsats, i
de fleste Tilfælde blev han Dødens sikre Bytte. Hvor alle andre veg,
maatte han gaa frem, hvad alle andre skyede, maatte han paatage sig.
Han forskaanedes næppe for noget Arbejde. Paa samme Tid Leder
af og Læge i Lazarettet og maaske, naar det kneb, Rengøringskarl
og Ligbærer. Han skulde kvæge de syge og værne de sunde og sam
tidig egenhændig udføre alle de hygieiniske Foranstaltninger. Han
var en Faktor i Nøden, af hvem man fordrede meget og ventede alt.
Hvorvidt var nu Bartskæreren i disse Ulykkens Dage sin Post
voksen og i hvilken Grad gav han sine Evner og Kræfter hen til den
Opgave, som stilledes ham? Naar Hensyn tages til de Forudsætninger,
hvorunder han overtog Posten og til de forliaandenværende Midler,
der stod til hans Raadighed, saa er der ikke Tvivl om, at han har
gjort Fyldest, saavel i den ene som i den anden Henseende. Noget
i modsat Retning foreligger egentlig ikke, naar undtages det førnævnte
om de tvende Amtsmestere Baltsersøn og Køster, og en Klage, der
efter Pestens Ophør rettedes mod Lazaretkirurgerne. Nu, da Miseren
var forbi, laa Sagen klar, baade med Hensyn til, hvad der hidtil
havde været forsøm t i Retning af Foranstaltninger til at imødegaa
6
*