Previous Page  87 / 372 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 87 / 372 Next Page
Page Background

78

Oktbr. s. A. en ny Ordre fra Kongen, i hvilken han udtaler som sit

Ønske, da Staden formedelst Pesten er bleven fattigere paa Indvaanere,

og især paa Haandværkere, »at Kommissionen med hverandre flittig

confererer og grundig overvejer, om det skulde være tjenligt, at Lau-

gene blev ophævet og Enhver tilladt at ernære sig af det, hand haver

lært, som hand bedst kunde« eller, hvorledes Kommissionen nu vil

finde det rettest, for at det kan blive »taaleligere og lettere for dem,

som ville for Mestere i Laugene indtages, end det nu omstunder er« 223).

Tanken om at ophæve Lavene og indføre Næringsfriheden blev dog

ikke gennemført. Derimod blev der ved Oprettelsen af Frimester-

institutionen, Reskript af 23. Oktbr. 1713, aabnet Adgang for en Del

Svende til selvstændig Virksomhed, uafhængig af Lavene. Reskriptet

tillod nemlig, at der ved ethvert Fag, paa hvilket der var Lav, maatte

være en eller to Frimestere, hvilke hver maatte holde en Svend, men

ikke oplære Drenge224), en Tilvækst, Lavene selvfølgelig ikke blev

glad for, saa meget mere, som Antallet af Frimesterne for flere Fags

Vedkommende blev overskredet. Om Reskriptet ogsaa forskaffede

Rarberlavets Mestere Frikonkurrenter skal lades usagt225); man træffer

ikke paa saadanne i de forskellige Skrifter. Derimod har vi jo under

Pestmesterafsnittet gjort Rekendtskab med »Barberfrimester Kock«,

men dette Tilfælde er ogsaa enestaaende og beror maaske paa en

Fejlskrivning i Mansas store Pestmonografi.

At Lavet vogtede paa, at dets Privilegier ikke blev gaaet for

nær eller at ikke nogen Uregelmæssighed fandt Sted, som stred mod

Ordet og Aanden i de Rettigheder, som Artiklerne forlenede det med,

ser man i den Modstand Lavet ydede, naar Staten favoriserede en

eller anden Medbejler, eller, naar en Lavsmester f. Eks. fandt paa at

bryde det en Gang anordnede. Saaledes i sidste Tilfælde da i 1690

en Barber

Gert Ehlers

vilde flytte fra Christianshavn til Kjøbenhavn.

Lavet meldte sig da straks med et Andragende til Kongen, som gav

det Medhold i, at en saadan Flytning ikke var i Overensstemmelse

med Ehlers »Forskrivelse« og med Privilegierne. Magistraten fik

samtidig Paalæg om at haandhævde disse, saa der til disses Afbræk

og Skade Intet foretages*26). Eller i 1702, hvor en lignende Historie

gentoges, men rigtignok med det modsatte Resultat. Her er Lavet

ogsaa imod, at en Barber,

Jacob Otto Rud,

vil flytte til Kjøbenhavn.

Denne paaberaaber sig i et Andragende til Kongen, at han vil flytte,

fordi han ikke kan ernære sig paa Christianshavn, at han er Lavs­

broder og har betalt sin Amtsrettighed ligesaa dyrt, som de, der