135 / 253
131
under Indstudering; lige saa vel med Henblik paa den gerrige Har
pagon som den politiserende Herman von Bremen kunde der da være
Anledning: til at. indprente Publikum, at Personen ikke netop var at
søge i deres egen Stad eller Gade.
Det er den internationale Thalia, Rostgaard lægger disse Ord i Mun
den. Oprindelig kom hun fra „Græker-Land“ til det gamle Rom,
vandrede Europa rundt og naaede omsider til Danmark. Hun har en
Tegnebog, hvori hun flittig skriver op hvad store og smaa bedriver,
og det bringer hun i Rim, om hun faar Stunder dertil, men det gaar
ogsaa fra Haanden i ubunden Stil; ved sine Søstres, de andre Musers
Hjælp, som har lært at spille paa mangt et Instrument, ved hun at
forestille i ærbar Lystighed, ret som i et Spejl, hvad Folks Idræt er
og hvori de fejler. Det er en sindbilledlig Karakteristik af den klas
siske Komedie, af Aristófanes, Terents, Plautus og Molière ; det ligger i
Sagens Natur, at Rostgaard ikke i Septbr. 1722 kunde regne Holberg til
de klassiske Komedieskrivere, og naar de Ord, Thalia har at sige ogsaa
passer paa ham, da er det af den Grund, at Holberg bygger paa dem
og tilegner sig deres Form. I al Almindelighed indskærper Rostgaard
Tilskuerne, der er vant til kun at høre fremmede Sprog lyde fra Scenen,
at det ogsaa er muligt at spille Komedie paa Dansk; de maa ingen
lunde tvivle paa, at man i deres ædle Maal kan sige, hvad andre har
sagt, naar blot Kunst og Øvelse bliver lagt i Sproget. Det maa hel
ler ikke opfattes som en Hentydning til Holberg, naar Thalia mod
Slutningen af Prologen beder „denne skønne Skare“ om at opsætte
sin Dom en liden Tid og taalmodigt oppebie næste Gang, om ikke al
ting har den rette Klang just i Dag. Det er ikke en Opfordring til
Publikum om først at danne sig en Mening om den danske Komedie
efter Den politiske Kandestøbers Opførelse, det er blot en Undskyld
ning for de Mangler, der kunde klæbe ved Førsteforestillingen.
Den rette Forstaaelse af disse Vendinger i Aabningsprologen, der
er taget til Indtægt for modsatte Anskuelser1), er af Betydning for Afgø
relsen af det Spørgsmaal, om Skuepladsen i sit oprindelige Anlæg
var en national Scene eller blot et Teater, hvor der taltes Dansk.
orskellen er netop, om den fortrinsvis var grundet paa et originalt eller
et oversat Repertoire. N. M. Petersen mener med Rette, at da Skue-
p adsen opstod, var ingen virkelig Nationalinteresse vakt; dog tror han
paa et Slags nationalt Modsætningsforhold inden for de Kræfter der
sa e Sagen i Gang2). Der maa virkelig have været en Modsæt
ning i Stede, men national var den næppe. Der var ikke Tale
500
ff.Sef’ EkS‘ N' M' Petersen> 433
f-
Chr- Bruun, Fred. Rostgaard I,
2) N. M. Petersen, 430, 432 f.
9*