139 / 253
maal, og slipper helt net derfra; den 3. Ægteskabsregel i Fruentimmer-
skolen f. Eks. lyder kvikt og naturligt i den danske Oversættelse:
Sminke-Floer og Lillie-Vand,
Jomfrue-Melk og Skiønheds-Pletter,
Og hvad meer vor Tiids Coqueter
Af det Slags optænke kand,
Bør hun af sit Huus udjage.
Hvem der vil saa stærk behage,
Giør det sielden for sin Mand.
Da Komedierne skulde tilrettelægges for et Publikum, der i sin
Umiddelbarhed var vant til at nævne Tingen ved rette Navn og kunde
more sig over utilslørede Slibrigheder, maa det holdes Oversætterne
til Gode, at Teksten undertiden belemres med Platheder og plumpe
Udtryk, som Aarhundredets Døgnlitteratur iøvrigt vrimler af. Holberg
er nok saa hyppigt inde paa Tvetydigheden og den grove Skæmt,
men det falder mindre i Øjnene, fordi han forstaar at paatrykke sine
Vendinger Kunstens rette Adelsmærke. I Moliéreoversættelseme kom
mer Plathederne til Syne hist og her, navnlig i Borgerlige Adelsmand,
der ligesom Gnieren falder lidt ubehjælpsom i Udtrykkene. Paa det
brede Publikum er tydeligvis beregnet Ordspillet om L’orthographie
(2. Akt), der i M. Jourdains Udtale kommer til at minde om noget,
som Jeppe med Tugt at sige faar i Haanden, da han vaagner op paa
Møddingen. Her digter Oversætteren paa egen Haand, noget til
svarende findes ikke hos Molière. I 3. Akt støder man paa et Ord,
der i hin Tid ganske vist var mindre uhøvisk end nu om Stunder,
men som dog Jeronimus i Jean de France, da han skal udtale Rouen,
ømmer sig ved at tage i Munden; ogsaa dette staar for Oversætterens
Regning, Molière siger høfligt le dos.
I det store og hele er Oversættelserne imidlertid propre. Jævnt
følger de Originalerne, kun nu og da slaas et Par Scener sammen eller
nogle Replikker, der kan undværes, springes over. Fri er Gengivel
sen ikke, men navnlig i Gnieren, det første Stykke, der blev fordansket,
har Oversætteren haft Møje med at holde sin Pen i Ave; han er slem
til at udtvære Moliéres fyndige Udtryk. Han er ikke snakkesalig,
men smører paa for at vække Applaus. Eksempler kan let anføres.
Frosine udmaler saaledes i 2. Akt
6
. Sc. for Harpagon, hvor indtaget
Mariane netop er i en gammel Mand med „une barbe majestueuse“,
som i Oversættelsen bliver til et Skæg saa anseligt, at „man kunde
udstoppe en engelsk Sadel“ med det; i samme Scene fortæller Fro
sine om de Billeder af gamle Mænd, Mariane har hængende paa sit
Kammer, Saturn, Kong Priamus, den bedagede Nestor og den gode
Far Ankises paa sin Søns Skuldre; men det er ikke Oversætteren nok,
han tilføjer: „den gamle Oger Tiliok med sit Skæg, som staar om i
135