143 / 253
139
Europa, af Bergen og København; men fremfor alt bringer de os Bud
fra den Hovedstads Befolkning, hvorimellem han færdedes med et
aabent og modtageligt Sind, og over Rammen, Baggrunden paa hvil
ken Typen er levendegjort, er en Luftning fra Byens Gader og Borger
husenes Stuer1). Moliéres Oversættere har saa vidt Evnerne strakte
søgt at genskabe den franske Tekst i det samme Milieu, som Holberg
saa overlegent forstod at skildre.
Det Holbergske Lystspils Milieu har ogsaa en nøje Tilslutning til
den Skueplads, hvis Publikum det gjaldt om at faa i Tale, og For-
staaelsen af Komedierne uddybes, naar Sammenhængen med Teatret
haves for Øje. Man har inddelt Komedierne efter flere, navnlig litte
raturhistoriske Synspunkter2), men maaske er en Gruppering efter deres
rent praktiske Forhold til Skuepladsen den mest rationelle. Den første
Snes Skuespil kan opstilles i Grupper, der er bestemt af Scenens Be
hov. Skønt Grænserne er flydende og Undtagelsen skyder op midt
i Reglen, kan man dog skelne mellem
1
) egentlige Samfundssatirer,
2) Terminsspil eller Revuekomedier, 3) Komedier af blot lystig eller
underholdende Art. De egentlige Samfundssatirer er den oprindelige
Stamme i Holbergs Komediedigtning, der er blevet til — skrevet eller
planlagt
i 1722 eller i Begyndelsen af det følgende Aar. De er
bygget over Emner og Karakterer, der har dæmret i Digterens Bevidst
hed og hurtig har faaet Form, da der blev Tale om at skabe en dansk
Skueplads, deres Kendemærke er, at Satiren, om end bestemt af lokale
Forhold, dog tager Sigte paa almenmenneskelige Svagheder. Herhen
hører de ypperste, dem der i indre Værd peger langt ud over den
lille Scene, hvor de oprindelig kom frem, navnlig de fem, der opførtes
inden Udgangen af 1722: Politiske Kandestøber, Vægelsindede, Jeppe
paa Bjerget, Jean de France og Mester Gert. Senere fremkom Barsel
stuen (1723), Jacob von Thybo (1724) og Stundesløse (1726), der alle
findes paa Listen i Just Justesens Betænkning til første Tome af Ko
medierne. Anden Gruppe omfatter de tre Terminsspil Ellevte Juni
(opført 1723), Kilderejsen (1724) og Pantsatte Bondedreng (1726), Revue-
komedien Ulysses von Ithacia (1724) samt Fastelavnsspillene Julestuen
og Maskerade (begge 1724). Satiren i disse Stykker er overvejende
lokal, mindre bidende og bedre gemt bag Løjerne, den bevæger sig
som en Understrøm, dækket af en boblende Lystigheds Overflade.
) Ogsaa Legrelle erkender det (Holberg considéré comme imitateur de
Mollere, S. 100 ff.). I hvor høj Grad Holberg end er en Discipel af
Molière, saa fremhæver denne for os saa sympatiske Forfatter maaske ikke
stærkt nok, at det dramatiske Stof hyppig er europæisk Fællesgods, og at
baade Molière og Holberg ofte bygger paa en Grundvold, der rækker til
bage til Antikken.
2) Sml. N. M. Petersen, 463 ff.