147 / 253
143
den enkelte Aktør fik Lov til at ekstemporere; Forfatteren til „Kort
Undervisning“ hævder netop, at den franske Komediant har det forud
for Italieneren, Tyskeren og Englænderen, „at han bliver ved det, han
har lært udenad, og dog med saa artig en Maade ved at udføre dem
[ni. sine Roller], at han forhverver baade Komødien og sig selv Be
rømmelse“1). Men Ord og Detailler i det oversatte Repertoire har
utvivlsomt ved Indstuderingen maattet underordne sig de givne For
hold. At Holbergs Tekst er behandlet med større Pietet, tør næppe
forudsættes. Hvor letløbende og ligetil hans Replikføring og Scene
gang i de fleste Tilfælde end maatte være, saa udelukker det ikke,
at den fagmæssige Aktør kan have fundet Smaaændringer nødvendige,
og Holberg, der havde Respekt for Montaigu, var næppe den Mand,'
der gjorde Ophævelser over slige Smaating2). Hvor meget af den
Slags, der kan være gaaet over i den trykte Komedies Tekst, er et
Spørgsmaal, det tilkommer Litteraturhistorikerne at besvare. Dermed
er ikke sagt, at det er Aktørernes Værk, naar f. Eks. Den politiske
Kandestøber hver Gang den tages op paany (Septbr. 1723, Juli 1726)
er forbedret med nye Scener3). Det er naturligvis Autor, der har haft
den under Filen, enten for at pynte paa den, naar den havde mistet
Nyhedens Interesse, eller for at raade Bod paa Mangler, han havde
lagt Mærke til under Opførelsen — ligesom han omarbejdede Mester
Gert til Eenaktskomedie og gjorde Vægelsindede til Treakter. I og for
sig kan Ændringer, som vi anser for lidet heldige, være vel be
grundede i Øjeblikkets praktiske Krav.
Som A. D. Jørgensen har sagt er det først Eftertiden, der fuldt ud
har tilegnet sig Holberg4). Samtidens Tilegnelse bevægede sig paa
Overfladen, gik ikke i Dybden. Karakteristisk er det, at Aktørerne
regner Pantsatte Bondedreng og Henrik og Pernille til deres „aller
bedste Stykker“5), at Ellevte Juni og Maskeraden gentages „efter Be
gæring 6), at Pantsatte Bondedreng ved Førsteopførelsen „fandt aller-
]) Dansk Minerva 1818 II, 442 f.
) Karakteristisk for Aktørernes Opfattelse af deres Forhold til Autors Ar
bejde er Historien om Brueys og Palaprats Le Grondeur, der første Gane
opførtes i Paris 1691. Autor var bleven nødt til at foretage en Rejse kort
benyttedo Lejligheden til ganske at o«-
et FeraatestikL tS ét
b/f S t e s P“ Scenen, bl. a. reducerede de del fra
et remaktsstykke til et Treakts. Men det gjorde stor Lykke i sin
ændrede
erFrance° i f ParfisElk
8
fi
4
°
9
D? - S f S n HiSt' anecdoticlue de l’ancien Théatre
a U a
’ Paris 1864, S. 155). Det er maaske til Dels en Fabel men
alene at den har kunnet opstaa, er i og for sig oplysende
’
1
Extr. Kel. (
8
*
0
, 1723,
Nr.
77, og Plakat *1726""
) Johannes Evald (Kbhvn. 1888) S 40
”) Plakat 1726 n /n.
e) Plakater 1723 18/a og 1724 28/2.