152 / 253
148
Tilfældet med Sørgetoget i Komediens Ligbegængelse. Man ser det
af Benjamin Dasses Afskrift (fra Tiden 1731-34), sammenlignet med
Udgaven af 1746. I Dasses Afskrift findes kortelig skitseret, hvorledes
Processionen skal gaa for sig, medens den trykte Udgave omhygge
lig beretter, hvorledes den arrangeredes paa Scenen1). Heraf fremgaar,
som det synes, at de morsomme Paafund med Hjulbøren som Lig
vogn, Graven i Scenegulvet og Henriks fortvivlede Endeligt i Virke
ligheden skyldes Aktørerne.
Spørges der, om Holberg høstede økonomisk Udbytte af Komedi
ernes Opførelse, maa Svaret blive benægtende. Naar Skuepladsens
Forhold var saa miserable, at selv Kreditorer med retsgyldige Fordrin
ger i Hænde maatte give Afkald, er det kun rimeligt, at Hensynet til
Autor var helt underordnet. Holbergs Udsagn i første Levnedsbrev,
at han „gav“ (dabam) Komedianterne sine Stykker, behøver ikke netop
betyde, at han skænkede dem bort, men i andet Levnedsbrev, hvor der
staar „dono dare“, kan der ikke være Tvivl om Meningen. En anden
Sag er det, om ikke Forholdenes mindre tilfredsstillende Udvikling
bragte Forhaabninger til at briste, som han havde Grund til at nære.
I Paris var Forholdet det, at Komedianterne opførte hvad der var trykt
uden at spørge Forfatteren, men de købte ogsaa nye Komedier og be
holdt da Manuskriptet saa længe Stykket trak Hus, for at Konkurren
terne ikke skulde faa fat paa det2). Herhjemme var ingen Konkurren
ter, der kunde tage sig af Holbergs danske Komedier, men det er
dog en Kendsgerning, at han ikke lod dem trykke før de var bragt
til Opførelse paa Skuepladsen. Først da Teatret var nedlagt, fremkom
de endnu uopførte i Udgaven af 1731. Det lyder som et Hjertesuk,
naar han i første Levnedsbrev taler om de franske og engelske Skue
spilforfattere, der ikke sjælden har en Fortjeneste af to-tre Tusind
Daler af et Stykke, der modtages med Bifald8), medens det Udbytte,
han har høstet, kun har været Uro og strengt Arbejde. Holberg var
en Mand, der ønskede sin Møje betalt, forloren litterær Fornemhed
var ham fremmed; „saasom jeg skriver noget ofte“, hedder det i
Hans Mikkelsens Fortale til første Tome af Komedierne, „er jeg at
anse som andre Købmænd, hvilke, hvor resolute de end ere, forære
de dog ikke gerne bort noget af de Varer, som de idelig drive Han
del med“*).
*) De to Tekster trykt hos Martensen I, 171, og IX, 286.
2) Jules Bonnassias, Les auteurs dramatiques et les théâtres de province
aux XVIIe et XVIIIe siècles, Paris 1875, S. 8.
8) . . . Taies mihi messes pepererunt labores mei, cum autores in Gallia
& Anglia ex una sola fabula cum applausu exhibita duo vel tria thalerorum
millia non raro lucrantur (Originaludg. S. 144 f.).
*)
Saml. Skr. II, 535.