153 / 253
149
Holbergs Forhold til Aktørerne afsluttedes med Skuepladsens Luk
ning i 1727. Hans „fordums Overflødigheds Væld“ var da udtørret,
han var nu træt af de lystige Vers og den skæmtsomme Komediedigt
ning1). Efter at have sat mere end en Snes Komedier i Verden i
Løbet af nogle Aar kunde han nok føle Trang til Afveksling i Arbej
det og for en Stund ombytte Skæmt med Alvor, saa meget mere
som hans Uheld i Paris, hvor det ikke lykkedes at faa Den politiske
Kandestøber frem for et større europæisk Publikum, maatte bringe
Kølighed i hans Forhold til den kaade Muse.
For Indsigten i Skuepladsens Historie er de psykologiske Aarsager
imidlertid af mindre Interesse, af større Betydning er det at kunne fast-
slaa 1727 som den yderste kronologiske Grænse for Holbergs direkte
Medvirkning. Heldigt vilde det i saa Henseende være at kunne tids
fæste med Bestemthed visse Udtalelser i de to første Levnedsbreve,
men afgjort sikkert lader det sig næppe gøre. Ytringerne om Skue
spillenes Ophør i første Levnedsbrev maa efter Skildringens Karakter
sammenholdt med Skuepladsens faktiske Historie snarest sigte til den
første Lukning i 17252), men i saa Fald maa Afsnittet om Komedierne
og Skuepladsen i første Levnedsbrev formodes at være skrevet i 1725,
medens Bemærkningerne om de opførte, men endnu ikke trykte Ko
medier maa være suppleret under et afsluttende Gennemsyn i 1727, thi
det er en uomtvistelig Kendsgerning, at de tre Stykker, Pantsatte Bonde
dreng, Stundesløse og Pernilles korte Frøkenstand, først bragtes paa
Scenen i 1726-27 *). At Dele af Levnedsbrevet kan være blevet til i de
Aar, der gik nærmest forud for dets endelige Affattelse, er vel heller
ikke udelukket4), selv om Udarbejdelsen i det store og hele falder
i 17275). Om disse Holbergs Ytringer skal henføres til 1725 eller 1727,
bliver imidlertid tvivlsomt og er heller ikke af afgørende Betydning
for Skuepladsens Historie, det gælder mere om at tidsfæste Udtalelserne
i Begyndelsen af andet Levnedsbrev, hvor Holberg fortæller, at han,
da Komedien atter begyndte, holdt fast ved sit Forsæt om ikke at
) Carmina vero jocularia & ludos solitos relinqvam aliis, qvibus ætas
mea jam cedere ac fasces submittere debet, cum flos veteris ubertatis jam
exaruerit (1. Levnedsbrev, Originaludg. S. 212).
nf
ntenSem hæyderodenne Antagelse (I, 80 ff.), der imidlertid modsiges
128 f )
19° 4, S' 85) °g KarI Mortensen (Edda II,
") Det fremgaar af bevarede Plakater.
H *
^
Egnende stykkevis Tilblivelse gennem nogle Aar er paavist
m
£
(Verner Dahlerup i Hist. Tidsskr. 6. R. IV, 368 ff.).
h
• Intyoduktionen bl Natur- og Folkeretten, der udkom 1715, siger.
H 1
*vn.eds£fev’ at der * Løbet ^
ti-tolv
Aar knap har kunnet
sælges tre Hundrede (Originaludg. S. 120).