![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0146.jpg)
142
allerede forlængst har opstillet1) — er ikke overbevisende. Hvad an-
gaar Erasmus Montanus kunde man vel nok med nogen Grund g aa
ud fra, at Aktørerne ikke skøttede om yderligere at udæske Universi
tetet, der i Forvejen saa skævt nok til Komedianttruppen. Men Ind
holdet af de andre synes ikke i nogen særlig Grad at være egnet til
at vække Anstød; Honnette Ambition og Don Ranudo, hvori Scenen
oven i Købet er henlagt til det fjerne Spanien, havde tvertimod alle
Betingelser for at more, og den nærmest beslægtede Komedie fra Mo-
liéres Haand, Adelige Borger, der hørte til de danske Aktørers tidligst
opførte Stykker, gik endnu over Scenen i 1727, da det gjaldt om for
enhver Pris at holde Publikum fast; hvis denne Komedies Brugbarhed
i den sløje Tid beroede paa den tyrkiske Mufti og Maskeraden, saa
var ogsaa Don Ranudo udstyret paa lignende Vis. Derimod maatte
Hekseri eller Blind Allarm vække Mishag — hos Komedianterne selv.
Det var saa sin egen Sag at opføre et Stykke, der kunde misforstaas
og sætte Aktørerne i Vanry, maaske bringe Publikum til at anse dem
for Bedragere, og Banden var næppe heller meget opsat paa ligefrem
at bringe Konkurrenten von Qvoten paa Scenen, hvad der unægtelig
vilde være et groft Brud paa Reglen om ikke at nævne Stad eller
Gade. Men det er ørkesløst at efterspore, hvad Aarsagerne kan have
været, vi ved intet og der er ingen fast Grund at bygge Slutnin
ger paa.
Med hvor stor Troskab over for det skrevne Ord, Holbergs Kome
dier er ført frem paa den Scene, de oprindelig var skrevne for, er et
Spørgsmaal, som det er grumme vanskeligt at besvare. Man maa vogte
sig for at slutte fra Nutid til Fortid, selv fra en mindre fjern Fortid
til en mere fjern. Da Skuepladsen genaabnedes under Frederik den
Femte, var Holberg en anerkendt Komediedigter, medens Forholdet i
1720erne stillede sig anderledes. Holberg blev næppe den Gang for-
staaet, han havde Møje med at faa sit Publikum til at begribe, hvor
han vilde hen. Hvorfor skulde han ellers lade første Tome af Kome
dierne ledsage af Just Justesens vejledende Betænkning? Han skulde
i disse Aar tilkæmpe sig en Position, søge at hævde sin Stilling ved
Siden af Molière — allerede af den Grund kan Aktørerne ikke antages
at have omfattet hans Værker med en særlig Ærefrygt. Tilmed var
det jo ikke en Flok Litteratorer, kun en Bande Komedianter efter
Tidens Maal og Tilsnit. Det franske Repertoire var oversat og havde
derved mistet meget af Originalernes Autoritet. Over for dette Reper
toire, som Montaigu holdt højt i Ære, stod han sikkert med den gam
meldags Komediants Frihed i Detaillen. Ikke saaledes at forstaa, at
*) I Holberg som Lystspildigter under de paagældende Komedier.