Previous Page  136 / 253 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 136 / 253 Next Page
Page Background

132

om at foretrække originale Komedier for oversatte, men blot at faa

Skuespil paa Dansk. Alle Parter ønskede en dansk Skueplads efter

at Tanken var kommen frem: Montaigu for at subsistere, Rostgaard

for at pryde Fædrelandet, Holberg i Følelsen af, at her var en Mission

at opfylde. Montaigu, rimeligvis ogsaa Rostgaard, foretrak Molière,

hvis Værd man kendte og forstod at skatte, medens den Holbergske

Komedie endnu var ung og uprøvet. At Holberg holdt paa sine egne

originale Skuespil, det lægger han ikke Skjul paa.

Det er tydeligt, at Holberg i

den første Tid

blev sat efterMo

i Rang, og heller ikke senere

naaede højere

end paa Sidenafsin

store franske Forgænger. Det kommer frem i Prologen til den første

Forestilling ved Hoffet, i Januar 1723, naar Rostgaard lader Thalia

sige, at hun ved Kongens Naade straks — d. v. s. ved den danske

Komedies Indvielse for fire Maaneder siden — fik Lejlighed til

paa Stadens Skuested at sige det paa Dansk,

som anden Steds er talt paa Græsk, Latinsk og Fransk1),

men at hun ogsaa

. . . selv har fundet paa, i Landets Sprog at sige

Nu en, nu anden Skæmt foruden dog at vige

Fra det, som Ærbarhed og Tugt vil have sagt

Af hver, som paa sin Pen og Mund vil give Agt.

Her sigtes øjensynlig til Holberg. Medens det er urimeligt at søge

Hentydninger til hans Virksomhed i Aabningsprologen, er

detnaturlig

at

Rostgaard nu maatte tage Hensyn til den originale

Komedie,d

havde vakt saa stor Opsigt. Men lige saa øjensynligt opfatter han

den danske Originalkomedie som et Appendiks til den klassiskeover­

satte. Andre Træk peger i samme Retning. Hvis Molière ikke var

den foretrukne i Skuepladsens første Periode, havde Just Justesen i

sin Betænkning næppe haft nødig at fremhæve de Holbergske Kome­

dier netop paa Moliéres Bekostning; og da Holberg i første Levneds­

brev gør sin Virksomhed som Komediedigter op, drister han sig kun

til at sige, at hans Stykker er spillet afvekslende med de bedste af

Moliéres og med lige Bifald2), skønt han aabenbart har en levende

Følelse af sin Forret til den danske Skueplads.

I Frederik den Fjerdes Tid var de franske Oversættelser en side­

ordnet, om ikke dominerende Bestanddel af Repertoiret. Hvad For­

fatteren til „Kort Undervisning“ i saa Henseende ytrer, stemmer overens

’) N. M. Petersen har ganske Ret, naar han antager der hermed sigtes

til det oversatte Repertoire; de følgende Linjer indeholder Modsætningen

(sml. N. M. Petersen, 433 f., og Chr. Bruun, Fred. Rostgaard I, 500).

2)

Fabulas meas cum optimis Molleri alternis vicibus exhibitas pari

applausu (Første Levnedsbrev, Originaludg. S. 142 f.).