136 / 253
132
om at foretrække originale Komedier for oversatte, men blot at faa
Skuespil paa Dansk. Alle Parter ønskede en dansk Skueplads efter
at Tanken var kommen frem: Montaigu for at subsistere, Rostgaard
for at pryde Fædrelandet, Holberg i Følelsen af, at her var en Mission
at opfylde. Montaigu, rimeligvis ogsaa Rostgaard, foretrak Molière,
hvis Værd man kendte og forstod at skatte, medens den Holbergske
Komedie endnu var ung og uprøvet. At Holberg holdt paa sine egne
originale Skuespil, det lægger han ikke Skjul paa.
Det er tydeligt, at Holberg i
den første Tid
blev sat efterMo
i Rang, og heller ikke senere
naaede højere
end paa Sidenafsin
store franske Forgænger. Det kommer frem i Prologen til den første
Forestilling ved Hoffet, i Januar 1723, naar Rostgaard lader Thalia
sige, at hun ved Kongens Naade straks — d. v. s. ved den danske
Komedies Indvielse for fire Maaneder siden — fik Lejlighed til
paa Stadens Skuested at sige det paa Dansk,
som anden Steds er talt paa Græsk, Latinsk og Fransk1),
men at hun ogsaa
. . . selv har fundet paa, i Landets Sprog at sige
Nu en, nu anden Skæmt foruden dog at vige
Fra det, som Ærbarhed og Tugt vil have sagt
Af hver, som paa sin Pen og Mund vil give Agt.
Her sigtes øjensynlig til Holberg. Medens det er urimeligt at søge
Hentydninger til hans Virksomhed i Aabningsprologen, er
detnaturlig
at
Rostgaard nu maatte tage Hensyn til den originale
Komedie,d
havde vakt saa stor Opsigt. Men lige saa øjensynligt opfatter han
den danske Originalkomedie som et Appendiks til den klassiskeover
satte. Andre Træk peger i samme Retning. Hvis Molière ikke var
den foretrukne i Skuepladsens første Periode, havde Just Justesen i
sin Betænkning næppe haft nødig at fremhæve de Holbergske Kome
dier netop paa Moliéres Bekostning; og da Holberg i første Levneds
brev gør sin Virksomhed som Komediedigter op, drister han sig kun
til at sige, at hans Stykker er spillet afvekslende med de bedste af
Moliéres og med lige Bifald2), skønt han aabenbart har en levende
Følelse af sin Forret til den danske Skueplads.
I Frederik den Fjerdes Tid var de franske Oversættelser en side
ordnet, om ikke dominerende Bestanddel af Repertoiret. Hvad For
fatteren til „Kort Undervisning“ i saa Henseende ytrer, stemmer overens
’) N. M. Petersen har ganske Ret, naar han antager der hermed sigtes
til det oversatte Repertoire; de følgende Linjer indeholder Modsætningen
(sml. N. M. Petersen, 433 f., og Chr. Bruun, Fred. Rostgaard I, 500).
2)
Fabulas meas cum optimis Molleri alternis vicibus exhibitas pari
applausu (Første Levnedsbrev, Originaludg. S. 142 f.).