171 / 253
167
gør Montaigu Ære som Kunstner, at han længst mulig holdt igen mod
det italienske Teater, der i Paris havde vundet Terræn paa det klas
siske Skuespils Bekostning, og først greb til Harlekinaden efter flere
Aars forgæves Kamp, da Nøden var paa sit højeste og Undergangen nær.
Det var kun mærkeligt, at han saa længe havde kunnet staa imod,
endda i en lille By som København, hvis 65000 Indbyggere — stort
flere var der næppe — savnede dramatisk Forstaaelse og hidtil kun
havde stiftet Bekendtskab med Scenens Kunst gennem Gøglet og den
tyske Komedie; det var al Ære værd, at han, stillet over for et Publi
kum, som krævede Øjenlyst og kraftig Ageren, saa længe havde kun
net faa det klassiske Repertoire til at glide. I den ydre Form faldt
baade Molière, Holberg og Regnard saa nogenlunde ens ud, var Sin
det ikke opladt for Satiren og Moralen, maatte Kedsomheden indfinde
sig. Komedierne var alle støbt i den nedarvede Form. Det var sta
dig det samme sideløbende Kærlighedsforhold mellem Herskab og
Tjenerskab, de samme elskende Par og grumme Fædre eller Formyn
dere, der ikke vilde lade de unge faa hinanden; det var idelig Elskerens
forslagne Tjener, der spandt Intrigen op, understøttet af Elskerindens
kløgtige, lidt forsorne, ikke helt dydige, men godhjertede Kammerpige,
det var de samme Forvekslinger, Forklædninger og Komedieløjer, der
gik igen i alle Stykker.
Man tør ikke ubetinget fæste Lid til Holbergs Ord, naar han hæv
der, at „de, som besøgte Komødien, vare da heller Tilhørere end Til
skuere, og derfore mere fornøjede dem udi moralske Komødier og
Stykker af Karakter end udi Spektakler, som alene ere for Øjene...
Thi Sang og Dans kunde da ikke gøre en maver Komødie god“.
Det staar i Epistel 360, fra Tiden omkring 1750, da det gjaldt om at
dæmme op for de franske Effektstykker paa den genoprettede Skue
plads. Her som andet Steds har Tiden og Udviklingen forrykket Bil
ledet af det første danske Teater i Holbergs Bevidsthed. Det er ikke
usandsynligt, at man i Perioden 1722-25 saa lidt som muligt har be
tjent sig af den Art dramatiske Virkemidler, men til visse Stykker,
f. Eks. Maskeraden og Adelige Borger, udkrævedes netop Balletoptrin,
og det var Stykker, der i ganske særlig Grad vandt Yndest hos Publi
kum. Derimod er det sikkert, at det i Skuepladsens anden Periode
1726-27 var nødvendigt at udstyre, ikke blot magre Komedier, men
ogsaa Komedier, der var vel ved Magt, med Sang og Dans. Den
franske Dansemester, man engagerede, havde fuldt op at gøre baade
i Stykkerne og i Mellemakten1).
*) Phønixbergs Vid om Dansemesteren i „Den forkerte Merkurius“ for
Juli 1726 er højst rimelig inspireret af den franske Dansemesters An
komst til Byen kort før. Om han dansede mellem Æg, er dog tvivlsomt.