166 / 253
162
skriver (Arkivar) og i denne Stilling døde han den 31. Marts 1759,
6772
Aar gammel1). Hans Løbebane viser, at han var en brugelig
Embedsmand.
Det der har nedkaldt Eftertidens strenge Dom over hans Hoved, er
ikke hans Komedieskrivning i og for sig, men hans Forsøg paa at
omstøbe Holbergs Politiske Kandestøber (1724)2). At denne mærke
lige Forbedring til det ringere skyldes Paulli, kan man ikke læse sig
til paa Titelbladet, thi Paullis Politiske Kandestøber var efter Skik og
Brug anonym; men det er en litterær Tradition, hvis Ægthed er hævet
over enhver Tvivl og kan føres nær op mod Samtiden. I Benja
min Dass’es Afskrift af Don Ranudo og Komediens Ligbegængelse
(fra Tiden omkring 1732) findes tillige indført „Tvende splinternye
Breve“ og dertil knytter Afskriveren følgende Notits: Impressæ sunt
hæ litteræ, qvarum priores scriptæ sunt a Joach. Richardo Paulli, hodie
consiliar: Cameræ Reg:, qvi olim varias conscripsit comoedias, uti et
comoediam diet: Stannarium Politicum in melius mutare conatus est. . .
Ogsaa her maa Paullis Færd bedømmes ud fra særlige Forudsætnin
ger. Man maa vel erindre, med hvor stor digterisk Frihed Datidens
Dramatikere benyttede sig af andres Arbejder og i hvor forkvaklet og
omkalfatret en Skikkelse adskillige Digterværker kom paa Scenen.
Paulli nærede den største Beundring for Molière, men havde ikke
Øjet aabent for Holbergs Mesterskab. I Brevet til Hans Mikkelsen i
den omstøbte Kandestøber tilbød han i al Troskyldighed sine bona
officia til fælles Arbejde for den danske Skueplads.
Tilsyneladende begik Holberg for en Gangs Skyld en Dumhed —
han gav sig til at dræbe Fluer med Kølleslag. Til det yderste var
han bleven opbragt over Paullis Dristighed, næppe mindst over den
omstøbte Komedies Tilskrift, hvori Paulli fraterniserer med den „kære
gode Hans Mikkelsen“ og for dem begge stiller Molière som det
uopnaaelige Maal; intet maatte oprøre Holberg mere, han som trag
tede efter Sidestilling med Molière højt over alle de andre. Havde
han i sit Svar i de „Tvende splinternye Breve“ brugt Latterliggørelsens
Svøbe saaledes som i den kostelige Dedicatio til Phønixberg, havde han
i vore Øjne været menneskelig større, nu tugtede han med et Alvor og
en Grundighed, der viser, at han fandt en langt farligere Fjende i denne
Medbejler, der indtog en agtet borgerlig Stilling, end i Bogtrykkeren,
der snigløb ham. Men maaske var det netop rigtigt som han gjorde.
Gaar man ud fra, hvad tidligere er hævdet om Almenhedens lidet dybt-
') Sjæll. aabne Breve 1717, Nr. 192; Sjæll. Miss. 1729, Nr. 144; A. D.
Jørgensen, De danske Rigsarkivers Hist., S. 108 og 171; Ligprædiken i Hass’
Ære- og Efterminde IV (Kristiania Univ.-Bibl.’s Manuskripter Fol. Nr. 338 d).
2) Udgivet paany 1867 af F Bætzmann.