170 / 253
166
trykt, udbyder det til Salgs fra Ulfeldts Plads, thi det ved vi bestemt,
at han i Febr. 1726, da Skuepladsen aabnedes, havde sit Officin i
Brolæggerstrædet og først ved Mikkelsdag flyttede til Ulfeldts Plads1);
og mod dets Fremkomst i 1728 taler bl. a. den Omstændighed, at
Forfatteren ikke med et Ord nævner, at Aktørerne har opnaaet Kon
gens Støtte. En Udvej vilde det være, om man turde antage, at Pjecen
oprindelig er udsendt kort før Skuepladsens Genaabning 17262), der
efter hurtig er udsolgt og senere optrykt i uforandret Skikkelse, og
at kun dette sidste Optryk er bevaret.
Hvorledes dette nu end hænger sammen, saa er det et for Skue
pladsens hele Stilling saare oplysende Aktstykke. Skriftet er rettet til
det store Publikum, „dem af vores Nation, der ikke ere drevne og
oplærte i fremmede Sprog, men ikkun forstaar deres Moders-Maal“3),
netop det Publikum, den danske Komedie fortrinsvis tog Sigte paa.
Det indeholder utvivlsomt Datidens almindelige Syn paa Skuepladsen
og bekræfter, at den oversatte franske Komedie var det bærende Mo
ment i de danske Skuespil. Forfatteren kender overhovedet kun fire
Slags Komedier, de tyske, de engelske, de italienske samt de franske,
der bærer Prisen — først og sidst Molière. Den danske Original
komedie nævnes slet ikke, og man har ment, at dette var en Retor
sion over for Holberg4). Men i saa Fald forbigik Paulli ogsaa sig
selv. Rimeligere er det, at man heri blot finder et Udtryk for den
Tankegang, at dansk Originalkomedie, der endnu var i sin første
Vækst, kun var en Efterligning af den franske og at Molière stod som
det uopnaaelige Forbillede — netop det Synspunkt, Paulli anlægger i
Forordet til Hans Mikkelsen i den omstøbte politiske Kandestøber.
Det hele oversatte Repertoire fra Tiden før Komediens Ligbegæn-
gelse — for saa vidt vi kender det — hørte til den franske Klassicis
mes Skole, Racine, Corneille, Molière og hans nærmeste Efterfølgere.
Det nyeste Stykke, der kom frem, var Regnards Le Légataire, der
første Gang opførtes i Paris 1708. Det var den gode franske Skue
spilkunst, som Montaigu var vokset op med, og Holbergs origi
nale danske Komedier faldt i Traad dermed. Det er et Træk, der
*) Hist. Tidsskr. 3. R. II, 18 f.
2) En enkelt Omstændighed kunde forøvrigt tyde paa et endnu tidligere
Tidspunkt. Forfatteren, der føler sig bundet til at tage sine Eksempler af
de Komedier, som foreligger trykte, nævner nemlig kun dem, der fremkom
i 1723 og 24, ikke de andre, der udgik i Trykken 1725.
8) Dansk Minerva 1818 I, 440.
4)
Rahbek 11 og 122 samt Paludan i Biogr. Lex. XII, 572. — Werlauff
tror, at Holberg bl. a. sigter til denne Publikation i 1. Levnedsbrev, hvor
han taler om dem, der snart ved hemmelige Miner, snart ved aabenlyse
Angreb gik løs paa hans Komedier (Nyt hist. Tidsskr., anf. Sted).