88 / 253
84
med Montaigu haver entrepreneret“ 1). Det staar derfor kun tilbage at
undersøge, hvem der kunde antages at skjule sig bag de Venner og
Folk af højeste Rang, som trængte ind paa Holberg og hvis idelige
Opfordringer han endelig gav efter for.
Skønt det vistnok vil være tilraadeligt til en vis Grad at betragte
„Vennerne“ (der ogsaa optræder andre Steder) som en Fiktion, egnet
til at give Skildringen Relief og Autoritet eller danne et Skjold, bag
hvilket Autor kan dække sig 2), saa er det dog rimeligt, naar alle For
hold tages i Betragtning, at en eller flere indflydelsesrige Mænd lod
ham forstaa, at denne Sag laa dem paa Hjerte. Kunde det tænkes at
være Rostgaard? Umuligt! Grev Christian Rantzau da, bekendt for sine
litterære Interesser, eller Grev Chr. Danneskjold-Samsøe, om hvem Rygtet
fortalte, at han stod Holberg bi under Forfølgelsen mod Peder P aars?3)
Maaske! Eller Storkansleren, der tillige var Universitetets Patron? Her
er Muligheden til Stede, men der kan ikke anføres det svageste Bevis
til Støtte for den.
Interessantest og tillige mest ubegribeligt er Forholdet mellem
Rostgaard og Holberg, der begge, om end paa forskellig Vis, var virk
somme ved Oprettelsen af en dansk Skueplads. Vi ved, at Rostgaard
halvtredje Aar før havde anklaget Peder Paarses Autor for Kongen,
vi kender Aktstykkerne i denne Sag, men det er umuligt at trænge
ind bag Ordene og faa fat paa de psykologiske Momenter. Vi kan
konstatere, at Hans Gram har leveret Rostgaard Materiale til de Bilag,
der fulgte med til Klageskriftets nærmere Begrundelse, men vi savner
ethvert Holdepunkt til Afgørelsen af, om det var ham, som tilskyndede
Rostgaard, eller om det var Rostgaards Præst og Foged paa Anholt,
der fordrede „Skandskriftets“ Forfatter draget til Ansvar, eller det ende
lig var Rostgaard selv, der følte sig krænket til det yderste, thi nogen
overlegen Aand var han jo langt fra. Alt det kan vi ikke afgøre.
Kun ved vi, at Klagen allerede i Konseillet blev afvist, og at Kongen
sluttede sig til denne Afgørelse, da Sagen i Følge den gældende
Praksis blev ham forelagt4). Holberg kunde kun være tilfreds, Rost-
]) Rep. Nr.
20
.
2) Chr. Bruun, Om Ludv. Holbergs trende Epistler, S.
119
f.
8) Luxdorphiana S.
268
, og Nyt hist. Tidsskr. VI,
400
.
4)
Et Par Bemærkninger skal hidsættes om Aktstykkerne, der som be
kendt er trykt af Chr. Bruun i: Peders Paars, Kbhvn.
1862
, (sml. Fred.
Rostgaards Liv og Levnet S.
207
ff. og
498
ff.). De originale Aktstykker,
der er gaaet ind til Kancelliet, er kasseret allerede i det
18
. Aarh., fordi
Sagen ikke førte til nogen kgl. Ekspedition. Bevaret er derimod Koncept
til Klagen med Rostgaards egenhændige Rettelser, Afskrift af det ene Bilag
og Grams originale Analyse; disse Papirer laa tidligere i Sorø, og da de
maa betragtes som Dele af Rostgaards Privatarkiv, er det med Urette de er
afgivne til Rigsarkivet (nu i: Fred. IV’s Kabinetsarkiv, Indk. Ansøgn., Kla-