97 / 253
9 3
bleer; han besværede sig for Kancelliet og bad om en udtrykkelig Be
villing, men endnu var intet Forbud udstedt, og man satte Sagen i
Bero indtil videre1). Da Forbudet virkelig kom i Febr. 17242), blev
der imidlertid ikke Tale om at give Capion en Særstilling. Maske
rader og Assembleer vilde man iøvrigt ikke til Livs, kun Hasardspillet,
som florerede ved disse Festarrangementer og som trak alle Byens
Spillefugle til.
Det var det haardeste Slag, der endnu var tilføjet den danske Ko
medie. Med de nevtrale Maskerader og Baller som fast Støttepunkt i
den daglige Økonomi havde Capion kunnet føje den danske Bande i
Ønsket om at beholde Theatrum for sig selv. Utvivlsomt forstod
Capion, at Bandens Eksistens beroede paa at kunne holde Konkurren
terne nede, men Nød bryder alle Love og Forholdene var nu mere
mislige end nogensinde. Komediehusets Privilegier hjemlede ham Ret
til ogsaa at skænke den lavere Kunst Ly under sit Tags), og det
var denne Nødhjælp, han greb til i April 1724, da han tillod en
Linedansertrup at give Forestillinger i Komediehuset paa de Dage
der ikke spilledes dansk Komedie; Aktørerne kunde højst disponere
over Huset et Par Aftener ugentlig, og Linedansen traadte da i Stedet
for Maskerader og Assembleer. Biindtægterne, som deraf flød, kunde
Capion ikke undvære, det var et nødvendigt Tilskud til de 650 Rdr.,
den danske Bande var gaaet ind paa at yde ham i aarlig Leje af
Komediehuset og som næppe altid faldt punktlig4). Det delvise Kasse
fællesskab, der oprindelig maa have bestaaet mellem Komediehusets
Ejer og Aktørerne, var i hvert Fald nu ophørt5).
Overskou begriber aldeles ikke dette og er hel komisk i sin hel
lige Vrede over den Krænkelse, der tilføjedes den danske Skueplads6).
Der var intet at sige til Capions Fremfærd, at anlægge en kunst
nerisk eller national Maalestok er ganske uhistorisk. Men det forstaar
sig, at den danske Bande maatte skride ind — det gjaldt dens Eks
istens. Da var det Montaigu rettede det tidligere omtalte Bønskrift af
13. April 1724 til Storkansleren7). Som gammel Hofaktør maatte han
føle det som en Skam at dele Scene med Linedansere og Folk af den
7) Rep. Nr. 38.
2) Extr. maanedl. Rel. 1724, Febr.; Hollst. Corr. 1724, Nr. 29.
8) Sml. Side 70.
4) Rep. Nr. 39.
s) Klagen over Fattigdirektionen at 10. Novbr. 1722 (Rep. Nr. 27) ind
gaves af Montaigu og Capion i Forening. Paa et økonomisk Fællesskab
mellem Parterne tyder ogsaa den Omstændighed, at Capions Obligation til
Svigersønnen Sayaux af 22. Decbr. 1722 notarialiter blev bekendtgjort for
Montaigu (LAS. Kbhvns Notarialprot. 1722-23, Fol. 315).
6) Overskou 219 f.
7) Sml. Side 78.