98 / 253
94
Slags, af Holberg og Rostgaard havde han lært at skildre den danske
Komedie som en Sprogets Forædler; men han glemte ikke at frem
hæve de positive Betænkeligheder, der var ved at give slige Folk
Raaderum: at de bragte Pengene af Landet og bortvendte Publikums
Interesse fra de danske Skuespil. Det lykkedes at vinde Hoffet for
disse Betragtninger — inden Udgangen af April indløb en kongelig
Ordre, der forjog Linedanserne fra Komediehuset1).
Capion var nu fuldstændig i de danske Aktørers Vold. Han var
Ejer af et privilegeret Komediehus, men kun Montaigu og hans Fæller
var raadig over det. Han kunde lige saa godt fraskrive sig al Ret,
hvad han da ogsaa gjorde i en Kontrakt af 11. Maj 1724. For en Af
gift af 200 Rdr. Kvartalet overlod han Montaigu Komediehuset og alt
hvad dertil hørte i de følgende fire Aar fra 11. Juni 1724 til 11. Juni
1728. „Samme mit H us“, hed det i Kontrakten, „maa Mr. Montaigu
i samme 4re Aar bruge og føre sig til Nytte med de danske Komødier,
Assembleer og videre efter det mig allernaadigst givne Privilegium,
saa og efter samme allernaadigste Privilegium . . . have Magt til i
mit Sted, saa længe denne Kontrakt varer, at tillade eller forhindre alle
andre, som her i Staden eller paa Stadens Grund ville bruge Komø
dier eller andet Spil og Spektakler“. Montaigu kunde skalte og valte
som han selv vilde, blot forbeholdt Capion sig en Loge paa Komedien
og tilsikrede sin Datter og Svigersøn, Teskænker Jacob Sayaux, Ret
ten til at opvarte og traktere, om Sommeren i Haven og ellers i Huset,
naar der holdtes Assemble2).
Rivaler ude i Byen havde den danske Komedie hidtil ikke været
fri for, og den blev det næppe heller nu. Af Epilogen i Ulysses von
Ithacia, hvori den tyske Komedie i Brolæggerstrædet omtales som
noget ganske samtidigt, drog allerede Rahbek den nærliggende Slut
ning, at von Qvoten drev sin Virksomhed i Hovedstaden, da Ulysses
første Gang opførtes. Men Overskou kunde ikke gaa ind paa Forkla
ringen. Digteren har netop, mente han, „for at gøre sin parodiske
Fremstilling af disse ravgale Komediers Latterligheder endnu mere
levende for Tilskuerne“ brugt den nærværende Tid i Stedet for den
forbigangne3). Senere Forskere har respekteret hans Argument, skønt
Holberg sikkert vilde være den sidste til at finde paa saadanne Urime
ligheder over for sit troskyldige Publikum; det maatte jo tilintetgøre
hans Spot, om Tilskuerne ikke virkelig havde Genstanden omkring
næste Gadehjørne, naar han sagde det.
J) Det er denne „Ordre de Sa Majesté“, der sigtes til i Aktørernes Aver
tissement i Nouvelles de divers Endroits 1724, Nr. 34.
2) Rep. Nr. 40.
s) Rahbek 76 f., Overskou 200 f.