104 / 253
100
været forsynet, som anledigede mig at forskyde ham en anselig Kapi
tal, han til et vel indrettet og bekvem Komødiehus behøvede, som
og af ham paa min Bekostning blev opført, hvorefter disse Privilegier
paa mig, som samme til min Betaling var overdragen, af højstsalige
Kongen allernaadigst blev konfirmeret, men som allerhøjstbemeldte
Hans Kongelig Majestæt ikke allernaadigst fandt Behag udi deslige
Repræsentationer, saa har samme cesseret siden Anno 1729, og derved
haver en Kapital af 7000 Rdr. imod 18 Aar været for mig frugtesløs
og ud af Hænderne“. Ytringerne i denne Erklæring1), der er udfær
diget af en Skriver og blot undertegnet med den 78aarige Oldings
rystende Haand, kan umulig være i Overensstemmelse med de histo
riske Forhold. Enten har Fortiden staaet i en Taage for den gamle
Mand eller han har villet besmykke sine Pengetransaktioner.
Da Arnoldt fandt det raadeligt at sikre sig Capions Hus i Efter-
aaret 1725, var Komedierne forlængst ophørt, og det gjaldt om at finde
en passende Anvendelse for det. Af Rygter, der gik i Byen, kan slut
tes, at han havde Planer om at skabe et Garnisons-Bryggeri ud af det
øde Komediehus. Naar det berettes, at der allerede var givet Privi
legium paa et saadant Anlæg, saa var Meddelelsen forhastet, og hele
Planen strandede, da Arnoldt overhovedet ikke blev retmæssig Ejer af
Komediehuset denne G ang2).
Det forholdt sig saaledes. Montaigus Misligholdelse af Forpagt
ningskontrakten og Capions deraf følgende Fallit, maaske ogsaa Penge
vanskeligheder for Isaac Wallach, havde medført Restancer paa Laanet
fra Krigshospitalskassen, der som en offentlig velgørende Institution
ikke kunde tage uvedkommende Hensyn. Kancelliforvalteren Fred.
Seckman lod derfor paa Kassens Vegne i Oktbr. 1725 gøre Indførsel
i Komediehuset, som kom til Auktion og 9. Novbr. tilsloges Arnoldt
for 3325 Rdr., saaledes at netop Krigshospitalskassen blev dækket;
selv havde han jo i Forvejen overtaget den sekundære Pantegæld.
Men Salget blev ikke approberet, fordi Arnoldt protesterede mod Kon
ditionerne. Seckman var nemlig personlig interesseret i Husets Salg
og havde faaet indskudt en Bestemmelse om, at de 450 Rdr., for hvilke
han havde Pant i Husets Indtægter, skulde udredes forinden det lov
lig kunde afhændes. Denne Fordring vilde Arnoldt uden om. Hos
ham var Forpagtningskontrakten havnet i Kraft af Wallachs Transport,
han maatte altsaa være berettiget til at oppebære Indtægterne. Der
udspandt sig nu gennem Notarius publicus en Noteudveksling om
dette Spørgsmaal, hvorunder Seckman hævdede med kølig Ro, at Ret-
*) Sjæll. aabne Breve 1747, Nr. 524. — Ogsaa Udtrykkene i Reskript
af 8. Oktbr. 1728 (Rep. Nr. 71 og 72) er en let Tilsløring.
2) Hollst. Corr. 1725, Nr. 197.