101
ten var hans. Harmfuld vendte Generalen sig til Krigshospitalets Di
rektører, to højtstaaende Officerer, der imidlertid lod deres Kollega for-
staa, at naar Hans Majestæt havde betroet Seckman Hvervet som
Kasserer for Krigshospitalet, vidste denne ogsaa nok at røgte sit Embede
paa rette Maade1).
I Decbr.-Jan. stod disse maliciøse Forhandlinger paa. Sagen hold
tes svævende, Arnoldt blev ikke Ejer og Komediehuset fik vedblivende
Lov til at være hvad det oprindelig var bestemt til. Begge Parter
maatte foretrække en ringe Indtægt fremfor at lade det ligge hen.
Det] kom Aktørerne til Gode. I Febr. 1726 genaabnedes Skuepladsen
med Tartuffe efter et Aars Standsning. .Uagtet den haarde Skæbne“,
hed det i Bekendtgørelsen om denne Begivenhed, „som de danske
Komødier paa nogen Tid har maat friste, have dog de kongl. privile
gerede Acteurs stræbt af yderste Kræfter og Formue til at soutenere paa
deres egen Risiko dette Slags Skuespil, som saa ofte har fundet Be
hag hos Nationen“2). At Aktørerne opretholdt Komedien „paa deres
egen Risiko maa betyde, at de nu stod for Kassen, betalte Lys og
Musik m. m. og delte Resten indbyrdes, uafhængig af Seckman og
Arnoldt, som kun fik 10 Rdr. for hver Aften der ydedes den danske
Komedie Husly3)
ganske paa samme Vis som en Komediantbande
eller Gøglertrup, der drager fra Sted til Sted. Paa en lignende Maade
maa Økonomien være ordnet allerede tidligere, efter at Montaigu
havde sluttet Kontrakt med Capion om Komediehuset.
Skønt Standsningen i 1725 utvivlsomt havde genvakt noget af den
gamle Interesse for den danske Skueplads, saa er Indtrykket, man faar
af den righoldige Spilleliste for Tiden Febr. 1726—Febr. 17274), dog
næppe vejledende. Det er en Tilfældighed, at der er bevaret saa
mange Plakater og andre Efterretninger, mange flere end fra Skueplad
sens første glimrende Aar. Men tydeligvis gjorde den danske Bande sit
Bedste for at imødekomme det store Publikum, hvis talrige Nærværelse
man i saa høj Grad havde nødig. Ved Sommerspillenes Begyndelse
bragtes flere nyoversatte franske Stykker paa Scenen, af og til spilledes
Holberg, men Besøget sløjede stærkt af mod Slutningen af Maj, og Ak
tørerne drev det til at give fire Stykker paa een Aften, for at Tilskuerne
ikke skulde gaa misfornøjet bort5). Som Terminskomedie gaves det
sikre Kassestykke Ellevte Juni og kort efter Den pantsatte Bondedreng
for første Gang. Vel var Molière og Holberg Repertoirets faste Grund
piller, men Moliéres Stykker maatte jævnlig udpyntes med Danse
*) Rep. Nr. 47.
2) Extr. Rel. (8vo) 1726, Nr. 9, jvfr. Werlauff 469
8) Rep. Nr. 48.
“) Sml. Side 126 ff.
5) Plakater 24/s og 27/s 1726.