107 / 253
103
hører herhen. Werlauff kendte det ikke, da kun Kancelliarkivets ældre
Protokoller og ikke Akterne var tilgængelige for Forskningen i hans
Tid, det er først fremdraget af Chr. Bruun, der henfører det til For-
aaret 1724 og er tilbøjelig til at sætte det i Forbindelse med Mont-
aigus Brev af 13. April 1724 til „den danske Komedies Grundlægger“ J).
Det er nu imidlertid ikke rigtigt. Aktstykket — eller Aktstykkerne,
thi det bestaar af flere Overslag og Projekter — er en Betænkning,
„uforgribelige Tanker“, over en Supplik, somMontaigu paa de danske
Aktørers Vegne har indgivet til Kongen, dels om et almindeligt For
bud paa al Slags Skuespil, der kunde være til Præjudice for de
danske Komedier, dels for at opnaa et fast Grundlag for Skuepladsens
fortsatte Bestaaen. Af Indholdet ser man, at det er skrevet ved Vin
terens Begyndelse; Dansemesteren og hans Kone, som først antoges i
Juni 1726, nævnes deri, Komediehusets endelige Afhændelse omtales
som en forestaaende Mulighed, der ogsaa indtraf ved en ny Auktion
i Novbr. samme Aar. Der kan saaledes næppe herske Tvivl om, at
Aktstykket er affattet i Efteraaret 1726 og ikke har nogen Forbindelse
med det Forbud mod Linedansere, som Montaigu i 1724 fik udvirket2).
Det synes at være en Renskrift med Skriverhaand; hvem Konci-
pisten er, vides ikke. Da det er et Kancelliaktstykke, kan det ikke
være Rostgaard, der nu som en falden Storhed sad paa Krogerup.
Men det er i alle Tilfælde en Mand, der er nøje inde i Skuepladsens
Forhold og tilsyneladende er interesseret i at faa den danske Komedie
sat paa en fast Fod. Med nogen Grund kunde man søge Manden i
J. R. Paulli, Holbergs gæve, men underlegne Medbejler, der alminde
ligvis anses som Forfatter til „Kort Undervisning, hvorledes Komø-
dier med Nytte og Skønsomhed kan ses“, et lille Skrift, der hyppig
vil blive citeret i det følgende og siden nærmere omtalt. Han var
paa dette Tidspunkt Hofretssekretær og stod som Komediedigter i nært
Forhold til Aktørerne; der er intet urimeligt i, at Oversekretær Møini-
chen kan have bedt ham som særlig sagkyndig om en Betænkning i
dette specielle Tilfælde.
Forfatteren nærer ikke saa høje Tanker om den danske Komedie,
at han vil have Byen renset for andre Skuespil. „Thi baade vilde
det være en Tvang for Publico“, siger han, „om alle Slags Skuespil
uden Eksception generaliter bleve forbudne, efterdi det dog er en for
nøden Ting i en Republik, at den gemene Mand gives Lejlighed sig
paa anden Maade end med Drik og Dobbel iblandt at kunne delassere
J) Danske Saml. II, 373.
2)
Fra 1725 kan det ikke være, da Indholdet viser, at der spilledes paa
Komediehuset.